FGU-elever står bag stort event til fordel for Julemærkehjemmet
Elever på skolen FGU Himmerland i Hobro har kastet sig over et projekt, hvor man vil støtte Julemærkehjemmet i Hobro.
Det sker ved et stort aktiv-arrangement i Hobro Idrætscenter onsdag 8. juni fra klokken 18-22.
I løbet af aften vil der være muligheder for at bruge centrets motionsmaskiner, svømmehallen, køre rulleskøjter og løbehjul I den store hal i centret. Ligeledes vil der være en hoppeborg for de mindste.
Tanken er nemlig, at hele familien skal kunne komme og være aktive om aftenen.
Hvis man gerne vil være aktiv udendørs, vil der være mulighed for at løbe/cykle på en rundstrækning på tre km.
- Når man møder op og deltager, koster det 50 kr., som vil gå ubeskåret til julemærkehjemmet. Børn under 12 år har gratis adgang. Vil man gerne donere mere end de 50 kr. er man velkommen til det, lyder det fra eleverne på FGU Himmerland.
Derudover vil der være lokale firmaer, som støtter projektet, og de kommer til at give et beløb ud fra, hvor mange folk som møder op og træner.
Skulle man blive sulten og tørstig, efter man har brugt sin krop, vil der være mulighed for noget at spise og drikke. Omklædning vil være muligt i centres omklædningsrum.
Men hvorfor vil FGU Himmerland egentlig støtte Julemærkehjemmet?
- Vi vil gerne hjælpe dem, da de gør rigtig meget for børn, der er udsat for mobning, ensomhed og mistrivsel. På et Julemærkehjem giver de børnene værktøjer til at begå sig bedre i sociale sammenhænge og til at få selvtilliden tilbage, lyder begrundelsen.
- Børnene er blevet fortalt, at de ikke gode nok, og den fortælling hænger ved. Derfor handler det om at ændre børnenes selvbillede og give børnene en ny måde at se sig selv på. Børnene skal genvinde selvtilliden og vide, at de er gode nok, som de er.