En aften for de lækkersultne
Torsdag 9. januar står der kager på menuen i foreningen ”Det Gode Liv” i Løgstør
LØGSTØR: Alle gode nytårsforsætter om en sundere livsførelse i 2020 må for en stund stuves lidt af vejen, når foreningen ”Det Gode Liv” torsdag 9. januar sammen med Farsø Bageri inviterer til kagesmagning i Spar Nords lokaler i Blindebomsgade i Løgstør.
Peter fra Farsø Bageri vil i forbindelse med arrangementet fortælle spændende historier om bl. a. kransekagen og Sarah Bernardt-kagen, og der vil naturligvis også blive budt på diverse smagsprøver.
- Vi møder ofte Farsø Bageri, når der sker noget i området. De er gode til at deltage, og bestemt også gode til at lave kager.
- Derfor synes vi gerne, vi vil have bagerne til at fortælle mere om sig selv og deres kager, siger Torsten Hansen, formand for ”Det Gode Liv”.