Denne dag kommer julemanden sejlende
I Løgstør ved de, at julemanden kommer sejlende. Det har han nemlig gjort i mere end 50 år, og det gør han naturligvis også i år, når de byder ham velkommen søndag den 17. december kl. 13.00. Det er en dag, der samler børn og voksne, og som for mange er ensbetydende med, at julen rigtigt er i gang.
Idémanden til juleskibet er Poul Erik Hansen, der startede den nu mangeårige tradition helt tilbage i 1964, og herefter har Keld Dal holdt skansen, indtil Løgstør Handel tog helt over sidste år.
- Det er vigtigt for os at holde fast i en så traditionsrig begivenhed som juleskibet, og det er naturligvis vigtigt for os at skabe en by, der oser af jul og julehygge, så vores kunder forhåbentligt har lyst til at blive ved med at handle deres julegaver lokalt, fortæller Bettina Højslet, formand for Løgstør Handel.
Når kunderne handler lokalt er det ikke kun de enkelte butikker, de støtter. De giver også butikkerne mulighed for at være en del af Løgstør Handel, som udover at stå for julelyset og juleskibet også arrangerer begivenheder i løbet af året, støtter byens øvrige begivenheder økonomisk og bidrager til ”Løgstør-modellen”, der er en fælles indsats, hvor byen på tværs har ansat en koordinator til at synliggøre byen og administrere initiativer som en fælles hjemmeside og sociale medier. Det er ringe i vandet, som alt sammen er med til at skabe en mere attraktiv by at besøge og bosætte sig i.
Søndag den 17. december klokken 13.00 ankommer julemanden og hans følge ved havnen foran Hotel Du Nord. Her bliver han modtaget af de mange fremmødte og de store udrykningskøretøjer, der skal køre ham og nisserne op i byen.
Eskorteret af musik og politi går optoget til Østerbrogade, hvor nissemænd- og koner kaster karameller ud til børnene, og hvor jazz-skallerne underholder med et par julenumre.
Butikkerne holder åbent fra 11.00-15.00, så der er god mulighed for at købe julegaverne denne dag også. FDF’erne sælger også juletræer, som leveres gratis i Løgstør by. Der er værdibevis til de første 50, der køber et juletræ over 2 meter.
Ud over Løgstør Handel er arrangementet støttet af Aggersund og Omegns Borgerforening, Karen og Niels Møller Christensens Fond, Spar Nord og Sparekassen Danmark.