Billede beskrivelse

Dario fejrer jubilæum i Den gamle Biograf

Dario Campeotto - kan opleves i Mariager 4. oktober.

25. marts 2019 kl. 10.45

MARIAGER: Dario Campeotto kan her i 2019 fejre 60 års kunstnerjubilæum, og det bliver bl. a. fejret i Mariager.

- I Rytmus har vi længe puslet med tanken om at få Dario til at spille på vores spillested, og endelig fandt vi plads, så han kommer i Den Gamle Biograf 4. oktober, bebuder Torben Holmgren fra musikforeningen i Mariager.

Dario Campeotto har valgt at fejre sit 60 års jubilæum med en turné, hvor Dario Campeotto og pianist Mickey Pless tager rundt i Danmark med et musikalsk foredragsshow, hvor publikum kan opleve Dario helt tæt på og få hele historien om Dario Campeotto.

Dario vil fortælle anekdoter fra et langt liv i showbiz og med sikker hånd strø sang-eksempler undervejs. Samtidig fortæller han ærligt om sit liv. Om hvordan det var fra den ene dag til den anden at blive folkeeje, men også om de knapt så sjove perioder i karrieren.

Udover Dario Campeotto kan Rytmus i 2019 byde på arrangementer med Sebastian og Hjalmer. Sebastian-koncerten 10. maj er allerede udsolgt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste