Lille Vildmosecentret åbner sent i år, men med en - i bogstaveligste forstand - stor nyhed: Den store udstoppede europæiske bison kan opleves i Lille Vildmosecentrets udstilling fra 21. april. Privatfoto
Det sker

Center i Vildmosen glæder sig til genåbning

Fra 21. april kan gæster med coronapas bl. a. se frem til at møde en udstoppet bison og en fem meter høj jern-elg

14. april 2021 kl. 15:09

Ligesom alle andre kulturinstitutioner har Lille Vildmosecentret været lukket ned for at mindske corona-smitten, men onsdag 21. april er ventetiden endelig forbi, og en forventningsfuld direktør, Bo Gregersen, kan sammen med sine medarbejdere se frem til at tage hul på sæson 2021.

Når Lille Vildmosecentret åbner, bliver det med en del nyheder – hvoraf den største er en udstoppet europæisk bison.

I centrets udstilling er der i løbet af vinteren blevet etableret et nyt udstillingsafsnit, som omhandler europæisk bison og deres rolle i Lille Vildmose.

De store dyr bliver i løbet af foråret sat ud i Tofte Skov, hvor de med lidt held kan opleves på Lille Vildmosecentrets guidede busture i Tofte Skov.

Billetter hertil kan allerede nu købes via centrets hjemmeside.

- Vi har med stor misundelse konstateret stor aktivitet i mosen i forbindelse med sort sol, og nu glæder vi os rigtigt til at kunne åbne både indendørs- og udendørsudstillingen og servicere mosens mange gæster, siger Lille Vildmosecentrets formidlingsleder, Jakob Konnerup.

Han gør i samme forbindelse opmærksom på endnu en nyhed: På den gamle parkeringsplads vil der i den nye sæson blive opsat en mose-hoppepude, som skal simulere at gå på mosens gyngende grund.

Fem meter høj elg

Når gæsterne indfinder sig i Lille Vildmosecentret vil de i fremtiden blive mødt af en fem meter høj og seks meter lang elgskulptur.

Jernskulpturen er lavet af den sjællandske kunstner, Marianne Seidenfaden, som også står bag ”Okserne” ved Oksbøl og ”Krondyrsrudlen” ved Vejers Strand, og kunstværket er købt med fondsmidler fra Lille Vildmosefonden.

Elgskulpturen har fået sin plads ved vildmosecentrets nye indgangsparti, og følger man den anlagte grussti gennem træerne, vil man blive ledt op til den.

- Vi har glædet os rigtig meget til at vise vores nye kunstværk frem for Lille Vildmosecentrets mange gæster.

- Den er fantastisk. Det er en kæmpestor skulptur, men den er lige som den skal være, siger direktør Bo Gregersen.

Fra 9. april og frem til 9. maj kan man i det gratis område ved Lille Vildmosecentret også opleve fotoudstillingen ”Vores vilde vidunderlige natur” med 27 unikke billeder fra den danske natur.

Ud af i alt 23.217 indsendte biilleder var det de 27 naturfotos, der blev kåret som vindere, da DR, Friluftsrådet, Naturstyrelsen og Danske Naturhistoriske Museer i 2020 sammen udskrev en fotokonkurrence under temaet ”Vores Natur”.

Billederne er alle fotograferet af naturelskende danskere i løbet af 2020 – lige fra 23-årige Julie i Frederikshavn til 81-årige Benny i Ballerup.

- Vi håber, at fotooplevelsen vil inspirere danskerne til selv at gå på opdagelse derude - og passe endnu bedre på vores natur, siger kampagneprojektleder fra DR, Jonas Selberg.

Corona-pas

Kravet for at få adgang til oplevelserne er dog, at alle gæster på 15 år og opefter skal fremvise en negativ Covid-19 test eller et vaccinations-bevis.

- Vi håber meget på gæsternes forståelse for, at dette er et krav fra myndighederne - og en betingelse for, at vi kan åbne og byde velkommen i Lille Vildmosecentret, siger direktør Bo Gregersen.

Testen må maksimalt være 72 timer gammel ved ankomsten til Lille Vildmosecentret.

Endelig skal der selvfølgelig fortsat holdes god afstand til andre gæster i forbindelse med besøget. Der skal sprittes grundigt af undervejs, og desuden skal der bæres mundbind indenfor.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu