Alle forældre til kamp for de lokale folkeskoler
En initiativgruppe indkalder nu alle forældre til folkeskolebørn i Rebild Kommune til et fællesmøde mandag 23. september
REBILD: En initiativgruppe indkalder nu alle forældre til folkeskolebørn i Rebild Kommune til et fællesmøde mandag 23. september.
Mødet holdes i Huset i Støvring kl. 19.
Initiativet er taget af en gruppe forældre, hvoraf en del sidder i bestyrelserne for kommunens otte folkeskoler.
De er alvorligt bekymrede for skolernes fremtid, fordi alle skoler nu presses økonomisk.
Et styrket forældresamarbejde på tværs af skoledistrikterne skal øge forældrenes indflydelse på de politiske beslutninger på området, håber initiativgruppen.
- Vi skal stå sammen som forældre på tværs af skoledistrikterne, fordi vi alle ønsker en bedre folkeskole, hvor end man bor i Rebild Kommune. Og alle skoler - store som små - er under stort pres, da ressourcerne ikke rækker til at øge kvaliteten og forbedre trivslen. Rebild Kommunes otte folkeskoler er underfinansierede, og der er derfor ikke flere midler at flytte rundt på mellem skolerne, hvilket er sket tidligere, siger Torsten Topbjerg, som er en af initiativtagerne til mødet og selv er medlem af skolebestyrelsen for Bavnebakkeskolen i Støvring.
Mødet mandag skal blandt andet bruges til at finde ud af, hvordan man bedst står i samlet flok som folkeskoleforældre.
- Skal vi have en forening af en slags, skal vi bruge Facebook og være løst organiseret, eller skal vi noget helt tredje? Vi vil også gerne have helt konkrete bud på, hvor tingene kan gøres bedre - set ud fra helt almindelige forældres oplevelse, siger Torsten Topbjerg.
De otte skoler i Rebild Kommune har tilsammen cirka 3600 elever.