Billede beskrivelse

100 workshops venter på unge

Store forventninger forud for årets ”Folkemøde for unge” i Vesthimmerland, som holdes i Aars Lystanlæg

16. september 2019 kl. 14.00
Opdateret kl. 14.09

VESTHIMMERLAND: Omkring 2000 unge - og op mod 100 forskellige workshops at vælge imellem.

Det kommer næsten uundgåeligt til at summe af ungdommelig begejstring, når Vesthimmerlands Kommune 19. september i samarbejde med det lokale erhvervsliv og de lokale uddannelsesinstitutioner inviterer til kæmpe ”Folkemøde For Unge” i Aars Lystanlæg.

Det overordnede formål med arrangementet er at sætte fokus på fællesskabsfølelse og karrieremuligheder for derigennem at overbevise eleverne fra kommunens folkeskoler, friskoler og ungdomsuddannelser om, at de ikke nødvendigvis behøver at flytte væk fra egnen for at få en god fremtid.

Alle 7., 8., 9. og 10. klasser er inviteret sammen med alle 1 års studerende på ungdomsuddannelserne i kommunen, og takket være en massiv opbakning fra de lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner kommer arrangementet til at byde på ikke færre end 100 workshops, hvor målet er at gøre de unge i Vesthimmerland mere vidende og bevidste om mulighederne for uddannelse og job i hjemkommunen.

- Med ”Folkemødet For Unge” arrangementet får vi gjort de unge opmærksomme på, hvor mange muligheder, der faktisk er for uddannelse og job her i Vesthimmerland.

- Samtidig får de unge en større berøringsflade med andre unge og får derved også en større fællesskabsfølelse, fremhæver Inger Nielsen, udvalgsformand for børne- og familieudvalget i Vesthimmerlands Kommune i en pressemeddelelse, som kommunen har udsendt forud for arrangementet.

Hver af de cirka 2000 folkemøde-deltagere forventes i løbet af folkemødet at kunne nå at besøge fire forskellige workshops, hvor virksomheder og uddannelsesinstitutioner sætter fokus på den enkeltes karriere- og uddannelsesmuligheder.

- Folkemødet for unge handler i bund og grund om, at de unge får en bredere forståelse af de ungdomsuddannelses, beskæftigelses og uddannelsesmuligheder, som der forefindes i Vesthimmerlands Kommune. Men derudover har Folkemødet også et socialt mål, da unge, som har et stærkt socialt netværk, erfaringsmæssigt lykkes bedre med uddannelse og beskæftigelse.

- Samtidig handler Folkemødet også om at dyrke det store fællesskab mellem virksomheder og ungdomsuddannelser, påpeger leder af UNGvesthimmerland, Erik Pedersen.

Hos Erhverv Væksthimmerland ser erhvervschef Dan Skovgaard også med stor forventning frem til folkemødet, der i år afholdes for anden gang efter debuten i 2017.

- Set fra et erhvervsmæssigt synspunkt handler folkemødet naturligvis især om bosætning og tiltrækning/fastholdelse af arbejdskraft, og ”Folkemødet For Unge” står i den henseende ikke alene, men er et af flere rigtig spændende initiativer som igangsættes her i Vesthimmerland.

- Tilsammen efterlader det forhåbentligt et indtryk af en både bosætnings- og erhvervsvenlig kommune, hvor det er attraktivt at bo og arbejde, siger Dan Skovgaard, som personligt ser frem til en både sjov, spændende og lærerig dag med masser af glade og nysgerrige unge mennesker i Aars Lystanlæg, der med de mange telte og deltagere uvægerligt vil komme til at summe af liv.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste