Byens nye grillbar blev kørt tværs gennem Nordjylland
STØVRING: Næsten 12 år efter grillbaren i Juelstrupparken i Støvring en sommernat brændte ned er der nu en ny på vej.
Og den kommer langvejs fra. Ulrik Nielsen, der ejer Scandinavian Truck i Støvring, har nemlig købt grillbaren Foderbrættet, der i årevis har lagt i Thisted.
- Jeg ejer jorden dernede og har i lang tid vidst, at jeg gerne ville have noget nyt op. Pludselig var der en, der fortalte mig, at der stod en grillbar oppe i Thisted, som skulle pilles ned og fjernes. Så kørte jeg derop og købte den, siger Ulrik Nielsen.
Foderbrættet blev læsset op på en vogn og kørt afsted mod Himmerland. Grilltransporten løb dog ind i nogle helt lavpraktiske problemer, da det viste sig, at Foderbrættet simpelthen var 80 centimeter for bred til at komme over Aggersundbroen. Løsningen blev, at et udhæng blev savet af med en motorsav.
- Jeg har ingen forstand på grillbarer overhovedet. Jeg ved noget om at lave lastbiler, men min kone siger, at man ikke skal gå og kede sig, griner Ulrik Nielsen.
Lige nu er han i gang med at få støbt en sokkel og få styr på byggetilladelserne til at sætte Foderbrættet, der lige nu står nogle meter fra sin intenderede placering, op. Når man på denne måde flytter en grillbar, er der nemlig lige så mange krav, som hvis det var nybyggeri.
- Det kom nok lidt bag på mig, at der var så mange krav. Men kommunen har været meget samarbejdsvillig. De synes også, det er en god idé. Jeg er faktisk også blevet lidt overrasket over, hvor mange i byen der synes, det er en god idé med en grillbar der. Det betyder noget for Støvring, at det ikke kun er Haverslev og Aalborg, der har sådan noget, siger Ulrik Nielsen.
Planen er, at grillbaren skal gøres mere bæredygtig. Ulrik Nielsen vil blandt andet have installeret solceller på grillvognen, og alle lysene bliver LED. Derudover bliver der sat ladestandere til elbiler op ved OK-tanken ved siden af.
Nu skal der findes en forpagter. Ulrik Nielsen vil nemlig helst ikke stå for den daglige drift.
- Nogle gange skal man også lige huske at kigge på dåbsattesten. Jeg har nok at se til i forvejen, siger Ulrik Nielsen.