Butikstyve driver Mads til vanvid: - De er fuldstændigt ligeglade
Mads Thorhauge er frustreret. Helt enormt frustreret.
I går havde hans ansatte en ubehagelig oplevelse, der i den grad har rystet ham. En ung mand blev på videoovervågningen taget på fersk gerning i at stjæle tøj fra butikken. Personalet fulgte efter ham og konfronterede ham udenfor butikken.
- Han havde absolut ikke en pæn opførsel overfor mine ansatte. Lad os bare sige det sådan. Han var meget grov i munden, siger Mads Thorhauge, der er indehaver af herretøjsbutikken Mathstore i Støvring.
Det lykkedes kun personalet at få den unge mand til at levere nogle af de stjålne ting tilbage. Mads Thorhauge understreger, at personalets sikkerhed altid er det vigtigste.
Tyvene er hensynsløse
- Vi har jo desværre altid oplevet tyveri, men det er stærkt stigende for tiden. Jeg er meget overrasket over, hvor flabede og grove tyvene er. De siger, at vi bare kan lægge videoer af dem op på sociale medier eller melde dem til politiet, hvis vi vil. De er fuldstændigt ligeglade. De ved godt, det ingen konsekvens har for dem, siger indehaveren.
Mathstore har både videoovervågning og alarmer på varerne, men selv det er ifølge indehaveren ikke nok til at bremse de grænseløse tyve.
- Vi opdager ikke det hele. De er jo snu nok. Vi har oplevet en høj mand, der puttede varer i sin taske, og derefter løftede den op over vores alarm ved døren, så den ikke gik af. Nogle tager varerne med ud i prøverummet og klipper alarmen af. Så går de ud af butikken med en trøje med hul i.
- På videoovervågningen kan vi nogle gange se, hvordan tyvene snakker høfligt med personalet og lader som ingenting. Men så snart de ansatte vender ryggen til, begynder de at tage ting. Det er jo helt vildt, siger Mads Thorhauge.
Han er meget frustreret over situationen. Han mener ikke, at det i dagens Danmark burde være sådan, at folk bare vader ind i butikker og tager, hvad de vil.
Tirsdag aften lagde Mathstore et opslag op på sine sociale medier, hvor de skrev om deres oplevelser med butikstyve. Siden er han blevet kontaktet af omkring 20 kollegaer i andre butikker, der også giver udtryk for, at situationen med butikstyveri er voldsom.
Ødelægger det hårde arbejde
Han har forståelse for, at politiet ikke kan rykke ud til alle anmeldelser af butikstyveri. Som han selv formulerer det, er der jo mange, der har det værre end ham og mere brug for ordensmagtens hjælp. Omvendt ved han heller ikke, hvad han skal stille op.
- Hvad skal vi gøre? Jeg gider ikke stå og visitere mine kunder eller lukke dem ind i små hold, så vi kan holde øje med dem, men hvornår er nok nok? Mine ansatte og jeg møder ind hver dag for at yde vores bedste overfor kunderne. Tyvene kunne lige så godt gå direkte i min tegnebog og tage mine penge. Det er jo reelt det, de gør, siger den frustrerede indehaver.
Han fortæller, at butikken oplever tyverier ugentligt. Det er især efter coronanedlukningen, det er eskaleret. Før anslår han, at de oplevede det omkring en gang i kvartalet.
- Vi lever af at lave oplevelser for vores kunder. Vi vil gøre alt for at have den bedste butik. Vi arbejder i døgndrift for det, og jeg bruger meget tid på at købe gode varer til vores kunder. Så er der bare nogle, der stjæler de ting, jeg har kørt helt til København for at hente. Det er meget frustrerende, siger Mads Thorhauge.