Billede beskrivelse

Arkæologer gravede om kap med havet

Kyst forsvinder med spor af nogle af de ældste danskere. 21 reddede hvad de kunne

22. juni 2023 kl. 14.01
Opdateret kl. 18.16

ERTEBØLLE:  Det gav resultat, da en usædvanlig stor gruppe af arkæologer satte sig for at grave fortid frem på Ertebølle Hoved.

Stedet, der har lagt navn til stenalderkulturen Ertebølle-kulturen, er nemlig stærkt udsat for vind og især vand, så på sin vis graver arkæologerne om kap med havet, inden det tager den næste bid af skrænten og dermed vores fortid. 

- Der forsvinder en meter, ofte mere om året. Så der er meget der forsvinder for os. Derfor var det vigtigt at lave udgravningen, fortæller Nikoline Fogh Munch Larsen, arkæolog ved Vesthimmerlands Museum og med til at stå for projektet. 

Billede beskrivelse

Liv i 11.000 år

Til hjælp havde museet fået 21 arkæologstuderende fra Aarhus Universitet til at deltage som del af deres uddannelse. Det var derfor der kunne stables et så stort et hold jordskrabere på benene. 

Udgravningen kunne bekræfte tidligere fund, der kort sagt fortæller om mennesker på stedet op mod 11.000 år tilbage. Stedet har været godt til fiskeri i en da lille lun bugt, og sporene strækker sig langt op gennem jordlagene, faktisk næsten op til græsset og nyere historisk tid.

Nu går der uger og måneder med at undersøge de indsamlede data. Man må konstatere, at man ikke fandt det, man ønskede mest: Rester af beboelse fra de ældste folk. 

- Men vi vidste også godt, at det ville være meget svært. Men vi håber stadig at det vil lykkes, for de må have boet et sted i nærheden, siger Nikoline Fogh Munch Larsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste