Billede beskrivelse

Trods støtte: Fremtiden er uvis for udsatte børn og unge

21. december 2025 kl. 13.03

VESTHIMMERLAND: Barnets Blå Hus Vesthimmerland kan med glæde meddele, at driften er sikret i 2026. Takket være en bred opbakning fra Vesthimmerlands Kommune, Spar Nord Fonden, Lars Larsen Group, CoolUnite, Sparekassen Danmark, Bygma Fonden samt øvrige donationer og indsamlinger er der skabt tryghed om husets fortsatte arbejde med udsatte børn og unge.

Det fortæller Barnets Blå Hus Vesthimmerland. 

- Støtten gør en verden til forskel. Det betyder, at hjælpen kan fortsætte til børn og unge i alderen 0-20 år, som har brug for et trygt frirum og professionel støtte, udtaler Ole Smed, leder af Barnets Blå Hus Vesthimmerland.

Siden åbningen i august 2016 har huset fungeret som fristed for børn og unge med svære livsomstændigheder. Gennem gruppeforløb, rådgivning, fællesspisning, udflugter og sommerlejre har i alt 322 børn og deres familier modtaget støtte. Ambitionen for 2026 er at hjælpe yderligere 30 børn og unge til et mere stabilt og trygt liv.

Stærke resultater – men behovet består

De børn, der kommer i huset, er ofte markant belastede – mange mistrives alvorligt, og op mod hver tredje større barn er i risiko for depression og stress ved opstart.

Effekten af indsatsen er dog tydelig:

Risikoen for depression og stress halveres i løbet af forløbet.

Tre gange flere børn oplever øget livstilfredshed efter et ophold.

Forældrene styrkes i deres forældrerolle, hvilket har afgørende betydning for børnenes udvikling.

Uvis fremtid efter 2026

Selvom finansieringen for 2026 er på plads, er der endnu ikke fundet en løsning for tiden derefter. 

Derfor håber Barnets Blå Hus Vesthimmerland på fortsat opbakning fra kommune, fonde, virksomheder og private bidragsydere. Målet er klart: at sikre, at børn og familier i sårbare livssituationer også fremover har et sted at finde støtte og tryghed.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste