Billede beskrivelse

Thomas lander stor stilling hos Støvring-firma

09. december 2024 kl. 11.26

STØVRING: Induflex styrker sin position på industrimarkedet med ansættelsen af Thomas Holm Jørgensen, der tiltræder som Chief Sales Officer (CSO) den 2. januar 2025. Med en solid baggrund inden for industrien og omfattende erfaring i strategisk ledelse skal han bidrage til virksomhedens vækst og videreudvikling.

Plastbearbejdningsvirksomheden, der er baseret i Støvring, har længe haft fokus på at styrke sin position inden for industrien. Ansættelsen af en profil med dyb indsigt i branchen og stærke lederegenskaber er et led i Induflex’ strategi for at indfri ambitionerne om øget vækst.

– Vi har søgt en person, der kan bygge videre på det fundament, vi har skabt de seneste år. Thomas matcher vores behov med sine kompetencer inden for netværk, forretningsforståelse og strategisk ledelse. Han er desuden ambitiøs og har de nødvendige lederegenskaber til at sikre en bæredygtig udvikling for virksomheden, udtaler Rico Larsen, direktør og indehaver af Induflex.

Billede beskrivelse

Stærk erfaring fra produktionsverdenen

Thomas Holm Jørgensen bringer mere end 25 års erfaring med teknisk B2B-salg, både til nationale og internationale kunder. Han har desuden ledet og udviklet salgsteams, senest som Group Marketing & Commercial Manager hos Hagens. 

Hans omfattende viden om produktionsvirksomheder og strategisk salg gør ham til en værdifuld tilføjelse for Induflex.

– Min opgave bliver ikke kun at øge omsætningen, men også at sikre en stabil og bæredygtig forretning. Der skal være fokus på kunder, som bidrager til en sund indtjening, fortæller Thomas Holm Jørgensen.

Fokus på værdier og vækst

Valget af Induflex som næste skridt i karrieren giver god mening for Thomas Holm Jørgensen, der vægter virksomhedens værdier højt.

– Induflex repræsenterer værdier, som harmonerer med mine egne. Samtidig ser jeg frem til at bidrage til udviklingen af en spændende virksomhed, hvor jeg kan udforske en ny branche, nye kunder og lære mine kommende kolleger at kende, afslutter han.

Ansættelsen af Thomas Holm Jørgensen markerer endnu et skridt i Induflex’ strategi for at styrke sin position og skabe vækst på industrimarkedet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste