Skoleåret startede med voldsom brand: Nu lysner det i Haverslev
HAVERSLEV: Det har været noget af et puslespil på det seneste at få dagligdagen til at gå op på Himmerlandscentrets Idrætsefterskole i Haverslev.
En eksplosionsagtig brand i august sidste år ødelagde en bygning med flere undervisningslokaler - men kort før påske tog man et afgørende skridt mod en normaliseret hverdag, da der blev taget første spadestik til en ny elevfløj.
- Vi har måttet rykke lidt sammen og finde på nogle kreative, midlertidige løsninger, men det er nu gået meget godt. Alligevel glæder vi os selvfølgelig til, at vi kan tage den nye bygning i brug, siger forstander Jens Grønhøj.
Branden opstod på en af årets første skoledage, hvor han var på ryste-sammen tur i skoven med en gruppe elever.
- Jeg blev ringet op og fik at vide, at en bygning, der rummede faglokaler som fysik, musik og billedkunst og flere andre undervisningslokaler, var brændt ned. Det var en ukrudtsbrænder, der havde startet branden, og da den fik fat i gasslangerne fra fysiklokalet, gik det stærkt, og bygningen brændte stort set ned, fortæller Jens Grønhøj.
Til alt held havde man året forinden købt en værkstedsbygning, som egentlig skulle have været revet ned, men den blev indrettet til værksted for pedellen, der også var blevet hjemløs. Den huser nu også det midlertidige fysiklokale.
Ventes færdig til december
Den nye elevbygning, der skal rumme 40 elever fordelt på to afdelinger, ventes færdig til december, men først engang i 2027 falder brikkerne endeligt på plads.
- Når vi har flyttet eleverne fra deres nuværende værelser, skal vi til at indrette dem til undervisningslokaler, og det kommer til at vare et godt stykke ind i det nye år, fortæller Jens Grønhøj.
Himmerlandscentrets Idrætsefterskole har plads til 145 elever, men er meget populær og kunne formentlig have væsentligt flere.
- Vi har en lang venteliste, som for nuværende betyder, at man skal reservere plads, når eleven går i 6. klasse, for at være sikker på en plads på 10. årgang. Det er ikke nødvendigvis helt retvisende, da mange forældre reserverer plads på flere skoler, men vi har i hvert fald ingen problemer med at få fyldt op, fastslår Jens Grønhøj.
Den nye elevbygning giver mulighed for lidt flere værelser og dermed måske også en beskeden udvidelse af elevtallet.
Det er dog endnu ikke besluttet.