Sådan undgår du den værste trafik til pinsen
Der er mange dejlige helligdage i løbet af foråret, men nu er det ved at være slut.
Pinsen står for døren, og det er for mange den sidste mulighed for en "gratis" forlænget weekend. Derfor forventes det også, at mange vil drage afsted mod sommerhuset, campingpladsen eller bare en hyggelig dag med familie og venner rundt om i landet.
Vejdirektoratet har derfor udsendt en pressemeddelelse med en guide til, hvordan du sænker risikoen for at blive fanget i trafikkaos.
Det "værste" tidspunkt bliver sandsynligvis fredag 22. maj, hvor folk hopper ind i bilen efter arbejde og sætter kursen mod helligdagsdestinationen.
Det forventes, at den værste trafik bliver mellem 14 og 18, hvor der er stor risiko for tæt trafik og kødannelse på de store færdselsåre.
Lørdag 23. maj kan man også godt opleve tæt trafik fra 10 til 14. Det er "resterne" af udrejsetrafikken. Selve pinsesøndag kan man regne med normal trafik, men 2. pinsedag mandag 25. maj skal man forvente en tættere trafik, når alle skal hjem.
Alt i alt anbefaler Vejdirektoratet, at man forsøger at køre udenfor de nævnte tidspunkter for at sænke risikoen for trafikalt kaos.