Så lille er chancen for hvid jul i Nordjylland
Kun ni gange siden 1900 har der været landsdækkende hvid jul i Danmark.
Og i år er chancerne for en tilsvarende begivenhed også små. Det skriver TV2 Vejret, der dagligt har opdateret sit barometer for hvid jul.
Pr. i dag - 19. december - viser barometret kun sølle to procents chance for landsdækkende hvid jul - og TV2 Vejret kalder da også muligheden for hvid jul for "efterhånden urealistiske".
Til gengæld vil vejrstationen dog ikke udelukke, at der kan forekomme lokal hvid jul.
Skal man tro DMI har det dog også lange udsigter, da instituttets prognose for juleaften i skrivende stund viser overskyet vejr og perioder med regn på juleaftensdag. Samtidig bliver temperaturen hele døgnet rundt mellem 5 og 8 grader.
Så har man sat næsen op efter julehygge i sneen og snefald over det nordjyske landskab, tyder meget på, at man bliver skuffet i år.