Pandekagerne hitter på Ingrid og Lars' campingplads
ERTEBØLLE: Med tre stjerner af fem mulige på Dansk Camping Unions karakterskala er Ertebølle Strand Camping umiddelbart ikke blandt landets allerbedste.
Og det er heller ikke den største.
Men gæsterne elsker den alligevel nærmest betingelsesløst.
Ifølge anmeldelserne på Google burde pladsen have fire eller fem stjerner.
Succesen er ikke kommet af sig selv.
Ejerne Ingrid og Lars Brandt købte pladsen i 2005 og har igennem årene brugt mange penge og meget energi på at renovere pladsen og tilføje nye faciliteter og muligheder for gæsterne.
- Der er stort set intet, der står, som det gjorde, da vi overtog. Alle vores syv hytter er nye. Der er lavet en ny swimmingpool, en ny toiletbygning og en ny legeplads, og der er installeret varmepumpe og soltage.
- For to år siden fik vi anlagt en fantastisk minigolfbane, som gæsterne virkelig er glade for, og sidste år byggede vi en sauna til 18 personer, så man nu kan vinterbade. Der er sket lidt af hvert, fortæller Lars Brandt.
Fra stald til gildesal
Parret har også købt en nedlagt gård og ombygget stalden til en gildesal med plads til 200 personer.
Her holdes der koncerter og andre arrangementer, hvor ikke blot pladsens gæster, men også beboerne i de 300 omkringliggende sommerhuse kan deltage.
Pladsen åbnede officielt skærtorsdag, men man tyvstartede lørdag, hvor der var standerhejsning og morgenmad for 120 fastliggere, der gerne ville gøre sig klar til sæsonen. Den tegner i øvrigt lys, fortæller Lars Brandt.
- Vi holder ikke øje med indekstal, men antallet af bookinger er allerede højt. Jeg fornemmer, at mange gerne vil holde ferie herhjemme på grund af stigende priser og den generelle usikkerhed, der er i øjeblikket. Man vil gerne have noget trygt, og man vil gerne være sikker på, at ferien er på plads, siger han.
Derimod er det noget usikkert, hvordan påsken arter sig.
- Den budgetterer vi aldrig med. Den er 100 procent vejrafhængig, og folk beslutter sig først til allersidst, om de vil på campingferie. Der var solskin i går, og selvom det var koldt, var stemningen der omgående. Folk satte sig i solen og nød en fadøl og spiste en is, så det tyder godt, siger campingfatter.
Mange aktivitetsmuligheder
Ifølge Lars Brandt - og de mange anmeldelser - er der mange årsager til, at gæsterne kommer igen og igen.
- Vi har som nævnt mange aktivitetsmuligheder, men de fleste kommer her for at slappe af og være sammen, fordi der er så meget tryk på i hverdagen. Vi har ikke sommerland og den slags. Det er beliggenheden ved Limfjorden, den uforstyrrede natur, mountainbike- og vandreruterne, freden og roen på pladsen, gæsterne kommer efter, siger Lars Brandt.
Og så er der en ting, gæsterne særligt fremhæver ved pladsen.
Ordet pandekager går igen og igen i anmeldelserne.
- Ingrid er uddannet slagter og økonoma og står for køkkenet, hvor vi kun laver pandekager med alt muligt forskelligt slags fyld. Der er så mange restauratører heromkring, som er dygtige til stjerneskud, pizzaer, stegt flæsk og andet kromad, og det vil vi ikke konkurrere med. Men vi er de eneste, der laver pandekager, og det er gæsterne jo glade for, siger Lars Brandt.
Blandt tilbuddene på menukortet finder man blandt andet en "Nordjysk pandekage".
- Den består af pandekage med brunet oksekød, bløde løg, ketchup, ristede og syltede løg, agurkesalat og rødbeder - alt sammen hjemmelavet, forklarer Lars Brandt.
Det lyder måske som en ordentlig mundfuld, og det er det da også.
Én er nok
Mange gæster påpeger, at en enkelt pandekage er rigeligt til at blive mæt.
Som en anmelder skriver:
"Ertebølle Strand Camping er lidt som den gamle, rare onkel i familien – han lover dig ikke champagne og kaviar, men han disker altid op med en pandekage, der smager af hygge og barndom. Ja, det er “bare” en pandekage, men den er lavet med kærlighed – og den kærlighed kan smages (og lidt sidder måske også fast på tallerkenen)".
"Og så er der isen. Kære venner, isen! Kugler så store, at man burde stille med gaffeltruck for at få dem balanceret. Bestiller du fire kugler, så har du reelt underskrevet en kontrakt med dit maveskind om ikke at kunne røre dig resten af dagen".
"Campingpladsen er ikke luksus med spa og bobler - den er luksus på den anden måde. Her får du søde mennesker, ærlig hygge og en beliggenhed, der næsten får dig til at glemme, at du egentlig har wi-fi på telefonen. Det er charmerende, det er kærligt, og det er ægte camping. Ikke noget pjat – bare godt," lyder anmeldelsen.