Nyt socialt initiativ skal hylde lokale ildsjæle
AARS: Sparekassen Danmark Fonden Himmerland har taget endnu et skridt i arbejdet med socialt ansvar. Med et nyt initiativ ønsker fonden selv at uddele gaver til udvalgte sociale formål – uden at disse skal søges om.
Målet er at støtte mennesker og organisationer, der gør en forskel for udsatte børn, og initiativet forventes gentaget årligt.
Formand Michael Jørgensen udtaler:
- Vi vil gerne anerkende de ildsjæle, der giver en hjælpende hånd til børn, der har brug for det. Organisationer, der sørger for, at udsatte børn møder voksne, der lytter og forstår. Mennesker, der skaber glæde for børn i en svær tid.
En tidlig julegave til Barnets Blå Hus
Kort før jul besøgte fondens formand Barnets Blå Hus Vesthimmerland i Aars for at overrække en donation på 500.000 kroner.
Barnets Blå Hus tilbyder gratis støtte og behandling til børn og unge mellem 0 og 20 år, der lever i familier med alkohol- eller stofmisbrug. Her møder børnene voksne, der skaber tryghed og giver dem mulighed for at tale om det svære.
- Pengene er en anerkendelse af det gode arbejde, der bliver gjort her i Barnets Blå Hus, sagde Michael Jørgensen under besøget.
- Fonden er stolt over at kunne støtte indsatsen og vil gerne sige tak for engagementet.
Flere donationer på vej
I starten af det nye år får også Raise for Kids i Aalborg og Danske Hospitalsklovne besøg af fonden. Hver organisation vil modtage 250.000 kroner.
Raise for Kids støtter udsatte børnefamilier i at skabe stabilitet og overskud i hverdagen. Det sker blandt andet gennem aktiviteter for børn, praktisk hjælp og nødvendige fornødenheder som vintertøj – alt sammen med fokus på at skabe ro og nærvær.
Danske Hospitalsklovne besøger børn på hospitaler og institutioner i hele landet. De bringer smil og mod til børn, der føler sig alene, er bange – eller står over for livstruende sygdomme.
Samlet uddeler Sparekassen Danmark Fonden Himmerland én million kroner til de tre organisationer. Midlerne skal gå til at fortsætte og styrke det vigtige arbejde, der hver dag gør en forskel for børn i sårbare situationer.