Nu tegnes der på Rebilds største byggeri til dato
STØVRING: Rebild Kommune er gået ind i en afgørende fase i at udvikle det, der bliver kommunens suverænt største byggeprojekt nogensinde.
Der er tale om GRO-projektet, der i udgangspunktet er en ny tre-sporet folkeskole i Støvring.
Projektet har været undervejs længe, og nu er man nået så vidt som til at indkredse, hvilke arkitekt-teams, der skal slå de endelige streger. Fire konsortier har budt ind, og to af dem er udvalgt til slutspurten i dysten om at få opgaven.
Det er henholdsvis AART architects DK West A/S med byMUNCH by- og landskabsdesign og ABC Rådgivende Ingeniører A/S og ADEPT med FLÅK A/S, Gade Mortensen Akustik A/S, Arkitektfirmaet Hovaldt A/S og VITA Ingeniører A/S.
– Nu kan vi for alvor glæde os til at se GRO tage form. Støvring har brug for en ny skole, men med GRO har vi ambitioner om meget mere end det. Vi ønsker at skabe et sted, hvor mennesker mødes, lærer, udfolder sig og bliver en del af et fællesskab. Derfor er det også dejligt at se, at de to forslag i så høj grad understøtter den ambition. Jeg ser virkelig frem til den videre proces, siger borgmester i Rebild Kommune, Jesper Greth.
GRO er omdrejningspunkt for byudviklingen i Støvring. Rundt om byggeriet er der planer om at etablere en helt ny bydel med 3500 indbyggere.
- Væksten i Støvring er massiv, og behovet for nye boliger og skolefaciliteter er stort. Vi har udbygget Karensmindeskolen og Bavnebakkeskolen så meget, som vi kan, og behovet kommer kun til at vokse yderligere, siger Jesper Greth.
Han anerkender, at det udefra set kan virke paradoksalt, at kommunen anvender 300 millioner kroner på en ny skole, når man igennem de senere år har lukket flere mindre skoler i kommunen.
- Vi har også fået reaktioner fra borgere, der finder det kontroversielt, men vi er nødt til at forholde os til virkeligheden, og den er, at befolkningstilvæksten er i Støvring og i et vist omfang Skørping. Vi er nødt til at have tilstrækkelige og velfungerende skoletilbud, hvor børnene er. Heldigvis er de lukkede skoler jo erstattet af friskoler, siger Jesper Greth.
Bygningerne og det udendørs aktivitetsareal skal kunne understøtte, at børn og unge kan lære på nye måder og på så mange måder som muligt. I arbejdet med at vurdere forslagene har bedømmelseskomitéen fået input fra blandt andre medarbejdere, elevrepræsentanter, foreninger og borgere.
- Ambitionen er, at skolen og de tilhørende faciliteter bliver anvendt året rundt 24/7 og ikke bare i skoletiden, så deres input er vigtige, også i det fortsatte arbejde, siger Jesper Greth.
Som et udtryk for forventningerne til byens vækst opretholdes både Bavnebakkeskolen og Karensmindeskolen, når GRO i 2030 står færdigt.
- Vi starter allerede nu et forløb for nye elever, som efter planen skal flyttes over i den nye skole i 2030. Den kommer ikke til at være fuldt anvendt fra starten. Det sker over en årrække i takt med, at de nye årgange kommer til, siger Jesper Greth.
De to teams inviteres nu til den afsluttende fase af konkurrencen, hvor deres forslag skal videreudvikles i dialog med Rebild Kommune og bedømmelseskomitéen.
Den endelige vinder forventes udpeget i oktober 2026.