Lokale kræfter har sikret tocifret millionbeløb til nyt hærvejsprojekt
ØSTER HORNUM: Et stort lokalt projekt i Øster Hornum er nu fuldt finansieret.
Med i alt 15,9 mio. kr. kan byen nu realisere et ambitiøst udviklingsprojekt omkring Hærvejen med nye faciliteter for både lokale og besøgende.
Projektet omfatter blandt andet et nyt fælleshus ved hallen, nye uderum, hytter til overnatning og en ny Hærvejsperle, der skal føre vandrere gennem den smukke natur omkring Øster Hornum.
Dermed kan alle projektets aktiviteter nu realiseres og være med til at styrke fællesskab, friluftsliv og turisme i lokalområdet.
Projektet er blevet til gennem et stærkt samarbejde mellem lokale kræfter, fonde og Rebild Kommune.
En særlig anerkendelse går til de lokale ildsjæle, som med en kæmpe indsats og imponerende vedholdenhed har været med til at gøre projektet til virkelighed.
En tidlig bevilling på 8,2 mio. kr. fra Nordea-fonden gav projektet det afgørende afsæt.
Sammen med betydelige tilskud fra blandt andre Rebild Kommune og LAG Himmerland er fundamentet blevet solidt.
De seneste bevillinger på 250.000 kr. fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland og 125.000 kr. fra Øster Hornum Lokalråd har bragt fundraisingen helt i mål.
20. marts kl. 16–18 inviteres alle til åbent hus i Øster Hornum Hallen, hvor man kan høre mere om projektet og se planerne.