Lokal ejendomsmægler udvider med to nye afdelinger
LØGSTØR/FJERRITSLEV/BROVST: Den Løgstør-baserede ejendomsmægler Mæglerhuset Asger Larsen udvider.
Samtidig styrker man sin tilstedeværelse i Jammerbugt Kommune med to nye afdelinger i henholdsvis Fjerritslev og Brovst.
Det skriver ejendomsmæglerfirmaet i en pressemeddelelse.
- Vi oplever stor aktivitet i området, og derfor er det vigtigt for os både at være tættere på kunderne og samtidig have de rette kompetencer på holdet. Med Mogens får vi en profil, der styrker vores rådgivning yderligere, og som passer rigtig godt ind i den måde, vi arbejder på, siger Allan Kristensen, der er indehaver af ejendomsmæglerfirmaet.
I forbindelse med udvidelsen til de to nye lokationer har Mæglerhuset Asger Larsen også offentliggjort, at man har udvidet organisationen med Mogens Rask Kjær.
Han tiltræder med en baggrund fra blandt andet advokatbranchen - og skal bidrage med "et stærkt juridisk og rådgivningsmæssigt fundament i mødet med både købere og sælgere," lyder det i pressemeddelelsen.
Med tilføjelsen af de to nye afdelinger i Jammerbugt, tæller Mæglerhuset-kæden nu 12 butikker fordelt i det meste af Nordjylland.