Krisemøde førte til kampvalg i Skarp Salling
SKARP SALLING: På Bakkeskolehallens ordinære generalforsamling 11. marts lykkedes det ikke at få besat de tre ledige poster i bestyrelsen og heller ikke to suppleantposter.
Men efter et krisemøde tidligere på ugen lykkedes det - til overflod - at få besat pladserne på den ekstraordinære generalforsamling torsdag aften.
Faktisk stod man i den situation, at der måtte kampvalg til, og det glæder den mangeårige formand for bestyrelsen, Gunnar Jensen, der har været med i bestyrelsen siden den stiftende generalforsamling i 1981.
På trods af, at der kun mødte 12 personer frem til generalforsamlingen - ti gange færre end ved den første generalforsamling.
- Det er ikke fordi, interessen gennem de seneste mange år har været særlig stor, men at det slet ikke lykkedes at finde nogen i første omgang, er skuffende. Uden at jeg ligefrem troede, at det ville gå så galt, er det jo i sidste ende hallens overlevelse, det handler om, så det var dejligt, at vi nu havde flere at tage af, siger han.
God gænge, fornuftig økonomi
Han og det menige bestyrelsesmedlem Jane Dodensig Hermansen var ikke på valg.
De får nu selskab af Søren Stistrup, Jeanette Larsen og Henrik Nielsen, mens Britta Steffensen og Kenneth Baand blev valgt som suppleanter.
Især de to førstnævnte glæder Gunnar Jensen.
- De er forældre til elever på Toppedalskolen og repræsenterer den aldersgruppe, vi har sværest ved at rekruttere, de 30-50-årige, og når de to nye finder ud af, at det slet ikke er så farligt, kan de måske friste andre til at tage en tørn.
- Så jeg tror ikke, det bliver så stort et problem at rekruttere nye bestyrelsesmedlemmer fremover, siger Gunnar Jensen.
Bestyrelsen holder seks-otte møder om året og træder ellers kun til i ekstraordinære situationer.
- Vores halinspektør, Axel Holger Pedersen, sørger i det daglige for alt det praktiske. Det kan godt være, han lige skal bruge en hånd til at flytte nogle bander, men så tager jeg derned og giver et nap med. Det er meget overskueligt, siger Gunnar Nielsen.
Hallen er i god gænge og har en fornuftig økonomi, men belægningen kunne godt være større.
- Bueskytterne stoppede ved årsskiftet på grund af for få medlemmer, så der er blevet nogle flere timer ledige, og dem vil selvfølgelig gerne have udfyldt. Så hvis nogen sidder med en god ide til en ny aktivitet, vil vi gerne se på, om vi kan investere i det grej, der skal bruges, lyder opfordringen fra Gunnar Nielsen.