Kampen om kæmpe skolebyggeri i Støvring er i gang
STØVRING: Snart begynder arbejdet med at sætte konkrete billeder på fremtidens skole i Rebild Kommune.
Kommunen har udvalgt fire rådgiverteams blandt 14 ansøgere til at tegne og udvikle det nye livs- og læringsmiljø GRO i Støvring. Projektet bliver det største anlægsbyggeri i kommunens historie.
Efter en omfattende ansøgningsrunde med deltagere fra både ind- og udland er fire teams nu prækvalificeret til konkurrencen om at forme GRO.
Projektet skal skabe et samlet miljø, hvor skole, fritid og lokalsamfund mødes. Målet er at etablere rammer, der er i brug hele dagen – både i og uden for skoletiden.
- Ansøgerfeltet har været meget stærkt, og udvælgelsen har været vanskelig. Det viser tydeligt, at GRO vækker stor interesse – også uden for kommunegrænsen. Nu ser kommunen frem til en konkurrence, hvor ambitionerne for fremtidens skole og fællesskaber kan udfoldes yderligere, siger projektchef Henrik Bøgeskov Lolholm fra Rebild Kommune.
De fire prækvalificerede teams er:
ADEPT med underrådgivere FLÅK A/S, Gade Mortensen Akustik A/S, Arkitektfirmaet Hovaldt og VITA Ingeniører A/S
Arkitektfirmaet Kjaer & Richter A/S med underrådgivere NIRAS A/S, LYTT Architecture A/S, Keingart ApS og Vilhelm Lauridsen A/S
AART architects DK West A/S med underrådgivere byMUNCH by- og landskabsdesign og ABC Rådgivende Ingeniører A/S
SWECO Danmark A/S med underrådgiver Autens ApS
Fælles for de udvalgte teams er solid erfaring med projekter, hvor undervisning, fællesskab, bevægelse og natur tænkes sammen i velfungerende helheder.
Mere end en skole
GRO skal rumme en tre-sporet skole fra 0. til 9. klasse med tilhørende SFO- og klubtilbud. Derudover etableres faciliteter til lokale foreninger.
Faciliteterne skal bruges bredt – både af elever og personale samt af foreninger, fritidsbrugere og borgere fra hele kommunen.
- GRO er ikke blot en ny skole, men en investering i et sted, hvor mennesker mødes, og nye fællesskaber opstår på tværs af alder og interesser. Det bliver spændende at se, hvordan de fire teams fortolker den ambition, siger Henrik Bøgeskov Lolholm.
GRO indgår i et større udviklingsområde, som på sigt også forventes at omfatte idrætsfaciliteter, daginstitution og administration for Rebild Forsyning.
Næste skridt
Konkurrencefasen starter 25. marts 2026. Den efterfølges af et udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse. Vinderen forventes fundet i tredje kvartal 2026.
Artelia er bygherrerådgiver og gennemfører konkurrenceforløbet for Rebild Kommune.