Billede beskrivelse

Glædeligt gensyn: Kig Ind var udsolgt, da rockband spillede et brag af en koncert

18. marts 2026 kl. 14.01

NØRAGER: Fredag 13. marts lagde Kultur- og Medborgerhuset endnu en gang hus til en brag af en koncert, da rock’n’roll-tonerne fra Creedence Clearwater Repeated fyldte salen. Det skriver Kultur- og Medborgerhuset i Nørager til Ligeher.nu.

Ifølge pressemeddelelsen var der endnu en gang udsolgt i Kig Ind - denne gang med flere på venteliste.

Formand Poul Larsen bød publikum velkommen til en festlig aften, der begyndte med mad fra Nørager Kro.

Efter en tur i baren gik bandet på scenen og satte gang i en nostalgisk og ikke mindst stemningsfuld koncertoplevelse. 

Bandet kunne samtidig fortælle, at det faktisk tidligere har gæstet huset i 2017, og at gensynet havde været imødeset med glæde. Det havde publikum tydeligvis også.

Aftenen var præget af en hyggelig og festlig stemning, akkompagneret af sange som "Bad Moon Rising", "Proud Mary" og "Fortunate Son". Publikum fik både rørt sangstemmer, ben og dansemuskler, da dansegulvet flere gange blev fyldt, og fællessangen rungede i salen.

Billede beskrivelse

- En helt igennem fantastisk aften, lød det efter koncerten fra både bestyrelsen og bandet. 

- Når der sammen kan skabes en god, festlig og hyggelig aften for de mange fremmødte – og når de allerede nu glæder sig til den næste – så giver det bare ekstra smil på læben, afslutter bestyrelsen for Kultur- og Medborgerhuset Kig Ind.

Koncerten var den sidste inden sommerferien. Næste koncert er planlagt til starten af oktober. Det vil blive nærmere beskrevet i sæsonprogrammet for den kommende sæson, som forventes at udkomme i august.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste