Det største hidtil: Populære fjordhæfter er på gaden igen
LØGSTØR: En dejlig solbeskinnet 1. april har Lions Club Freja Løgstør igen indledt salget af det efterhånden traditionsrige Freja Fjordhæfte.
I Østerbrogade foran Mesterslagteren står Lene Schjær-Jacobsen, Susanne Hansen og Else Marie Sønderstrup fra Lions Club Freja Løgstør klar til at sælge de første hæfter til de mange lokale og turister, der er på gaden denne dag i Løgstør.
- Vi har igen i år fået trykt 1000 hæfter, som vi skal have solgt fra i dag og inden 30. juni. Da hæftet også fungerer som en lodseddel, som bliver udtrukket 2. juli, skal vi gerne have solgt dem alle inden da, fortæller Susanne Hansen.
Hun er én af initiativtagerne til hæftet fra Lions Club Freja Løgstør.
Det er fjerde år, at man fra klubbens side tager dette initiativ, og det plejer at gå ret godt med salget.
- De tidligere år har vi haft udsolgt, og dette har resulteret i et overskud på omkring 60.000 kr., som vi giver til gode formål i lokalområdet, siger Lene Schjær-Jacobsen, der en af de andre initiativtagere til hæftet.
Tætpakket med kuponer
Udover at være en lodseddel, der giver mulighed for at vinde 4 stk. Vesthimmerland Gavekort, der hver har en værdi af 2500 kr., er hæftet også tætpakket med rabatkuponer og gode tilbud fra ikke mindre end 26 lokale forretninger.
- Vi har mærket stor opbakning til hæftet igen i år fra de lokale forretninger, siden vi startede planlægningen af årets hæfte tilbage i januar. Med deltagelse af 26 lokale forretninger kan vi stolt sige, at det er det største af de fire hæfter, som vi har udgivet, fortæller Lene Schjær-Jacobsen.
I initiativgruppen bag Frejas Fjordhæfte sidder fem personer, men alle medlemmer af Lions Club Freja Løgstør deltager i salget.
Det foregår dels på gaden ved forskellige arrangementer i Løgstør, men også ved et godt gammeldags dørsalg.
- Overskuddet fra årets salg har vi i år bestemt, skal doneres til Børn i Sorg, Børnekulturnatten og Løgstør Tilbuddenes Støtteforening. Så vi håber på stor købelyst fra Løgstør, så vi kan støtte disse gode lokale tiltag, slutter Susanne Hansen.