Billede beskrivelse

Det er ikke en aprilsnar: Fra i dag bliver din elregning billigere

01. april 2026 kl. 11.00

NORDJYLLAND: Hvis man kigger ned over sin elregning, vil man se, at man betaler for andre ting end blot den rene strøm.

Et politisk tiltag suspenderede imidlertid elafgiften fra årsskiftet - og nu bliver endnu en afgift mindre, gældende fra i dag. 

Alle landets netselskaber skifter nemlig til sommertariffer, og det gør det billigere at få transporteret strøm gennem elnettet. Det skriver NRGI i en pressemeddelelse. 

Nettarif

  • Nettariffer er en del af din elregning, som du modtager fra dit elselskab.
  • De dækker transporten af strøm gennem elnettet og helt frem til din stikkontakt.
  • Nettariffen går til det lokale netselskab, som driver, vedligeholder og udbygger elnettet i det område, hvor du bor.
  • Nettariffer er med til at sikre, at der er strøm, når du har brug for det, også i takt med at elforbruget stiger.
  • Nettarifferne er opdelt i tidszoner (lavlast, højlast og spidslast), som skal få os til at fordele elforbruget bedre over døgnet. Prisen varierer i løbet af døgnet afhængigt af belastningen på elnettet.
  • Derudover er nettarifferne opdelt i sommer- og vintertariffer. Sommertariffen gælder fra 1. april til 30. september, og vintertariffen gælder fra 1. oktober til 31. marts.

- Når vi skifter fra vinter- til de lavere sommertariffer, er det noget, alle elkunder får glæde af. Om vinteren bruger vi mere strøm, og det lægger ekstra pres på elnettet. Derfor er det også dyrere at få strømmen frem. 

- Når vi går ind i sommerhalvåret, falder forbruget igen, og så falder tarifferne også. Derfor kan mange husstande nu se frem til en lavere elregning, siger Bo Holm Andersen, der er energikonsulent i NRGI. 

Hvad ens nettariffer helt konkret lander på, afhænger af ens egen eludbyder, men ifølge et eksempel fra NRGIs eget netselskab, Konstant, vil nettariffen falde til det halve eller mere i 18 af døgnets 24 timer. 

Dog opfordrer energikonsulenten stadig til, at man tænker over sit forbrug i det daglige. 

- Den lavere elafgift har allerede betydet lavere elregninger for rigtig mange husstande. Når vi samtidig går over til sommertariffer, er der endnu flere kroner og øre at spare. Men selvom det bliver billigere, kan man stadig spare ekstra ved at justere sit forbrug, siger han og tilføjer: 

- Har man en elaftale, der følger markedsprisen på strøm, kan man skære ekstra ned på elregningen ved at flytte sit forbrug til de tidspunkter, hvor strømmen er billigst. Det gælder især for de mere energikrævende opgaver i hjemmet. Eksempelvis ved at lade elbilen eller sætte vaskemaskinen i gang på tidspunkter, hvor elprisen er lav, og belastningen på elnettet er mindre.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste