800 billetter til grisefest revet væk på 20 minutter
FARSØ: Årets byfest i Farsø - Farsø Festen - går i luften om et par uger, men allerede nu er der taget hul på løjerne med optakten til et af festens højdepunkter, fredagens grisefest. Det skete, da salget af billetter blev skudt i gang mandag klokken 17, og det gik stærkt.
- Ja, det er med at rubbe neglene. Vi havde udsolgt på 20 minutter - godt 680 billetter. Men sådan plejer det at være. Da vi fejrede 50 års jubilæum sidste år, begyndte folk at stille sig i kø lidt efter klokken 14, og det tog også 20 minutter. Dengang havde vi 800 billetter, fortæller formanden for festkomiteen, Palle Bro Kristensen.
Grisefesten er et af de absolutte højdepunkter på programmet, men der er nok at glæde sig til, også blandt de mange gengangere på programmet. Heriblandt Farsøløbet og festfyrværkeriet torsdag, lørdagsfesten i festteltet og byfestoptoget søndag.
- Men vi bestræber os også på at have en eller to nyheder hvert år. De får en chance i mindst to år, og så vurderer vi, om vi skal beholde dem. Det skal være noget, der ikke koster så meget, og som kan bidrage til overskuddet, forklarer Palle Bro Kristensen.
Nyhederne i år er et professionelt børnediskotek og et kreativt værksted, også rettet mod den yngre generation.
- Vi vil gerne skabe noget for de 8-13 årige. De er lidt for gamle til hoppeborg, og de er for unge til at være med om aftenen, så nu satser vi lidt for dem, siger Palle Bro Kristensen.
Især den yngre målgruppe er under alle omstændigheder garanteret at få glæde af festen. Overskuddet går nemlig ubeskåret til Farsø/Ullits IK, Farsø KFUM HK, Farsø Rideklub og Farsø Motionsklub til gengæld for omkring 1000 frivillige arbejdstimer til byfesten.
Palle Bro Kristensen fortæller, at overskuddet er vokset ganske betydeligt i de senere år.
- Jeg mener, at det lå på omkring 12.000 kroner, da jeg startede for 10 år siden. Sidste år tjente vi 300.000, så det er et solidt bidrag til aktiviteten i klubberne, siger han.