Billede beskrivelse

W. Klitgaard Bådelaug generalforsamling

28. marts 2024 kl. 06.01

W. Klitgaard Bådelaug står for vedligeholdelse og sejladser med den 134-årige galease, der blev bygget i Frederikshavn som fiskerbåden W. Klitgaard. 

Det fortæller bådelauget. 

Bådelauget har afholdt sin årlige generalforsamling, hvor formanden Erik Nyholm kunne berette om mange gode sejladser for medlemmer og gæster, askespredninger samt en vellykket tur på kapsejladsen ”Limfjorden Rundt”. Sidstnævnte foregik med deltagelse af FGU-elever, hvilket gjorde, at der var kræfter til at sætte alle de store sejl og dermed fremme placeringerne på godt sømandskab. 

Formanden takkede de frivillige besætningsmedlemmer, sponsorer og andre, der støtter skibet - blandt andet Tryg Fonden, der har sponsoreret 10 selvoppustelige redningsveste til skibet. 

Bestyrelsen blev genvalgt. Dog ønskede kasserer Anette Dam-Hansen efter mere end 20 års tro tjeneste at blive afløst. 

Skibet har desværre også i år været ramt af fortøjningsskader i vinterens løb grundet uro i Frederikshavn Havn. De tre skader er opgjort til over 193.000 kr., hvoraf man har selvrisikoer for 105.000 kr. 

Til sidst måtte W. Klitgaard søge nødhavn i Sæby, hvor man har ligget et par måneder, men skibet er nu sejlet til Jobi Værft i Standby for udbedring af skaderne og årlig beddingssætning. 

W. Klitgaard skal være klar til årets første sejlads den 27. april. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste