Vilde tal: Gæsterne strømmer til byen
FREDERIKSHAVN: I weekenden blev den store Special Olympics Idrætsfestival afviklet, og det er nu tid til at gøre status på et forrygende travlt forår i Arena Nord, Det Musiske Hus og Maskinhallen.
I 2023 havde Arena Nord næsten 140.000 kommercielle gæster, heraf cirka 88.000 til sport. Til sammenligning har der i de seneste tre måneder af 2024 (fra marts til og med maj) været 74.650 kommercielle gæster, hvoraf 51.500 var til sport.
Disse tal underbygger fornemmelsen af et utroligt aktivt forår. Dertil kommer alle de mange børn, unge og ældre, der har deres daglige træning i arenaens syv haller samt aktiviteter som bridge og billard. Kommercielle gæster omfatter både billetkøbere og betalende deltagere.
De samlede besøgstal for både 2023 og de seneste tre måneder dækker gæster i både Arena Nord, Det Musiske Hus og Maskinhallen.
De seneste tre måneder har blandt andet budt på U19 Floorball Landsstævne, Round Table og Ladies Circle landsmøde og årsfest, stand-up shows, teater, koncerter, Rødspætte Cup, gymnastikopvisninger, KidsAid show, NM i efterskolehåndbold, Nordjyske Bank kundearrangement, jobmesse og diverse mødeaktiviteter.
Inden sommerferien skal der afvikles EU-valg, tre EM-fodboldkampe med Danmark vist på storskærm på forpladsen, to firmafester, fire koncerter i Maskinhallen, og Maskinhallen holder stadig åbent hver onsdag med masser af sjove aktiviteter.