Billede beskrivelse

Utrygge borgere kontaktede politiet: Fremmed mand tog billeder af deres huse

Selvom manden var i lovmæssig ret til at tage billederne, burde han nok have spurgt om lov først, siger vagtchef

12. november 2022 kl. 14.24
Opdateret kl. 18.16

FREDERIKSHAVN: Flere bekymrede borgere på Borupsvej i Frederikshavn henvendte sig lørdag eftermiddag til Nordjyllands Politi. 

De var nervøse, fordi en mand gik rundt i villakvarteret og i haver, mens han tog billeder af huse. 

Det viste sig dog, at manden var i lovmæssig ret til at beskue og tage billeder af villaerne - faktisk gjorde han det i en god mening og for at hjælpe beboerne. 

Politiet fik hurtigt fat i manden og kunne konstatere, at der var tale om en medarbejder fra et rådgivningsfirma, som var ude at tage billeder for at dokumentere eventuelle sætningsskader på husene i forbindelse med nogle af de byggeprojekter, der har været på havnen, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup.

Sætningsskader er revner i enten husets fundament, gulv eller murværk. De kan blandt andet opstå af bevægelser i jorden under huset.

- Men folk synes jo også, det er lidt underligt, at man går ind i haven og tager billeder af husene. I de her tider, skal man nok lige banke på først og spørge, om det er i orden, tilføjer han.

- Vi har snakket med ham, og det er et legalt forhold, men borgerne er selvfølgelig utrygge alligevel.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste