Seneste nyt
Billede beskrivelse

Glade festival-arrangører: - Selv oprydningen føltes som en sejr

24. august 2026 kl. 10.02

SÆBY: Sæby Festival er slut for i år, og arrangørerne og de mange frivillige kan se tilbage på en festival fyldt med nærvær, fællesskab og glade gæster.

Festivalen bød på både nye navne, kendte artister og genhør med kunstnere, som tidligere har været en del af programmet.

Billede beskrivelse

For arrangørerne er Sæby Festival et sted, hvor der skal være plads til forskellige genrer. Musikken behøver ikke allerede være kendt fra radioen.

- Det var også tilfældet sidste år, hvor Katinka solo var på programmet. I dag er nummeret – ”Kogeplade” kendt af mange, fortæller Nana Hyllested, der er formand for festivalen.

- Sofie1998 åbnede Sæby Festival i 2024, hvor hun endnu ikke var kendt af mange. Siden er hendes sange blevet spillet mere i radioen, og derfor var det særligt at få hende tilbage på scenen. Flere gæster kunne huske hendes første optræden på festivalen, og denne gang sang mange med og dansede foran scenen.

Billede beskrivelse

Lokale bandmedlemmer

Carllo Yaboy skruede op for rytmerne, da han gik på scenen. Senere hoppede han ned blandt publikum og dansede med gæsterne. Stemningen var høj, og mange lod sig rive med foran scenen.

Mange havde set frem til bandet Superspark, som har flere lokale medlemmer. Bandet var tilbage med en genforening efter en lang pause, og publikum tog imod dem, som om de aldrig havde forladt scenen.

Downtown July har turneret hele sommeren, og selvom bandet også skulle spille på en anden festival lørdag, nåede de forbi Sæby og leverede en energisk koncert.

Billede beskrivelse

Årets program viste festivalens bredde. Der var plads til nye kunstnere, genforeninger og erfarne navne som for eksempel The Blue Van, der fik publikum op fra loungemøblerne til aftenens sidste koncert på Adda-scenen.

Billede beskrivelse

For arrangørerne var den tredje udgave af Sæby Festival noget, de havde set frem til, og Nana Hyllested havde da også svært ved at få armene ned.

- Vi har været nede på pladsen og knokle med at rydde op hele søndagen, men glæden ved, at lykkes var så stor, at selv oprydningen føltes som en sejr, fortæller Nana Hyllested.

- Vi fik solgt cirka 800 billetter, og især i den sidste måned solgte vi rigtig godt. Det er bare dejligt, at folk har lyst til at støtte op om arrangementet. Vi valgte i år at stoppe billetsalget den 13. august, så vi vidste præcis, hvor mange gæster der kom. Vi vil gerne være sikre på, at der er styr på det hele, så alle vores frivillige også synes, det er sjovt og har lyst til at hjælpe igen næste år, fortæller Nana Hyllested.

Billede beskrivelse

Arrangørerne kan allerede nu oplyse, at næste års Sæby Festival afholdes lørdag den 21. august på Slagterigrunden i Sæby.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste