Politiet var til stede i Skagen.
Livet her

Vagtchef efter aktion: Forståeligt hvis folk bliver bekymrede

Nordjyllands Politi assisterede, da en beboer havde besøg af en læge

15. marts 2023 kl. 14:57

Opdateret kl. 17.28 med flere oplysninger.

SKAGEN: Bevæbnede betjente fra Nordjyllands Politi har onsdag været i gang med en aktion på Corasvej i Skagen.

- Vi assisterede en læge, som skulle ind til en psykisk uligevægtig person, fortæller vagtchef René Kortegaard fra Nordjyllands Politi.

Et øjenvidne fortæller til Nordjyske, at tungt bevæbnede betjente siden ca. 13.20 var på stedet, hvor de sad med trukne våben og sigtede over mod et rækkehus på vejen.

- Vi havde fået nogle oplysninger, som gjorde, at vi var nødt til at møde op, siger vagtchefen.

Det var de oplysninger, som var årsag til, at politiet mødte talstærkt op og af samme grund bad beboerne i området om at holde sig inde og væk fra vinduerne.

Ifølge øjenvidner rykkede politiet ind i rækkehuset kl. 15.15, og kl. 15.30 kom de ud med rækkehusets beboer, som blev kørt væk i en ambulance.

Tina Nichlasen så politiaktionen fra nærmeste hold.

- Det var meget skræmmende, fortæller øjenvidnet Tina Nichlasen til Nordjyske.

Heidi Berg Andersen bor i lejligheden over den mand, der nu er kørt væk i ambulancen. Hun fortæller til Nordjyske, at hun kort efter kl. 13 blev ringet op af politiet og spurgt, om hun var hjemme. Da hun kunne bekræfte det, bad de hende om at blive i sin lejlighed og låse døren.

Hun oplyser, at det ikke er første gang, hendes underbo er blevet hentet af politiet.

Heidi Berg Andersen bor i en lejlighed over den mand, som onsdag var årsag til, at politiet rykkede talstærkt ud til Corasvej i Skagen. Det har hun gjort i 10 år, og i al den tid har manden boet i lejligheden i stueetagen.

Kl. 17.18 udsendte Nordjyllands Politi en pressemeddelelse, hvor de forklarede baggrunden for, at politiet mødte så talstærkt og tungt bevæbnet op i Skagen.

- I sådanne situationer tager politiet ingen chancer, men rykker massivt ud. Vi er klar over, at det kan tage sig voldsomt ud, men vi forsikrer om,  at situationen hele tiden var under kontrol. Lægebesøget blev afviklet uden yderligere dramatik, personen er nu i gode hænder og under behandling. Ingen kom til skade ved episoden, forklarer vagtchefen.

- Det er forståeligt, hvis set-uppet i dag har gjort borgerne i området bekymrede, jeg kan kun understrege, at der ikke er grund til utryghed med baggrund i denne sag, tilføjer han.

Nordjyllands Politi oplyser, at hvis man som beboer i området har brug for at tale med poltiet om onsdagens hændelser på Corasvej, så er man velkommen til at ringe på telefon 114.

Annonceret indhold

Nyeste