Tommy blev inviteret og fik en stor overraskelse
SÆBY: Årets Civitan Borger 2024 blev afsløret på et medlemsmøde på Trafikcenter Sæby Syd den 22. maj.
Lokalreporter Tommy Thomsen var inviteret til at komme og skrive en breaking news historie.
Historien viste sig at være ham selv, idet Civitan Club Sæby havde besluttet at tildele årets pris til Tommy.
Præsident Thorkild Hansen begrundede valget med Tommy Thomsens store interesse for lokalsamfundet og det frivillige arbejde.
Af nedslagspunkter nævnte formanden, at prismodtageren først i 90-erne var én af hovedkræfterne bag opstarten af Civitan Club Sæby, der var den første i Danmark.
- Som formand for foreningen "Juleaften i Sæby" har du gennem de seneste halve snes år lagt mange kræfter i, at de der ikke har nogen at holde jul sammen med, kan få en god aften på Hotel Viking. Og så oplever vi dig altid som en positiv og hjælpsom person, sluttede Thorkild Hansen sin tale.
Som synligt bevis for hæderen fulgte et diplom og en plakette samt en økonomisk håndsrækning.
Tommy Thomsen takkede for, at klubben havde fundet ham værdig til at modtage den flotte pris. Som forhenværende Civitaner var han glad for, at han stadig bar de samme værdier som Civitan står for: Hjælpsomhed – Fællesskab – Kundskab.