To mænd anholdt for at opbevare narko i kælder
En 44-årig og en 49-årig mand er torsdag blevet varetægtsfængslet i narkosag
FREDERIKSHAVN: En 49-årig og en 44-årig mand blev onsdag anholdt, efter politiet i længere tid havde efterforsket en sag om en større mængde narko i en kælder i en etageejendom på Ørnevej i Frederikshavn.
19. september blev der nemlig fundet 354 gram amfetamin i kælderen, og efterforskningen har nu ført til, at de to mænd er sigtet for at være ejermændene.
Det oplyser politikommissær Peter Skovbak, Nordjyllands Politi i Frederikshavn.
Mændene blev derfor fremstillet i et lukket grundlovsforhør torsdag formiddag, og her blev den 49-årige varetægtsfængslet i fire uger, mens den 44-årige blev fængslet i to uger.
De to sigtede mænd er fra Frederikshavn, men derudover ønsker Peter Skovbak ikke at fortælle mere om nærmere omstændigheder i sagen af hensyn til efterforskningen.