Billede beskrivelse

Thor skiftede kurs: Nu kører han Jylland tynd i lastbil

01. marts 2024 kl. 19.00

Egentlig ville Thor være fysioterapeut.

Han havde læst tre år på gymnasiet og skulle nu videre i uddannelsessystemet ligesom de fleste af sine venner. Men et studiejob hos Carlsberg betød, at vejen videre lige tog et sving.

I dag er Thor Kobberup fra Frederikshavn lastbilchauffør og arbejder for DFDS Køletransport. I stedet for at ordne dårlige knæ og tennisalbuer kører han Jylland tynd i sin vogn.

- Det er en fantastisk følelse at sætte sig ind i en tonstung lastbil og bare køre derudaf. Det er et kæmpe selvtillidsboost, at man kan styre sådan en vogn. Jeg elsker friheden i det. Man kan sidde alene og høre musik, men der er også masser af kontakt med kollegaer, siger Thor Kobberup.

Lastbiler i blodet

På mange måder lå det i kortene, at den unge mand skulle ende bag rattet i et tonstung transportkøretøj. Hans far kører selv lastbil, og han har altid selv haft en interesse for de store køretøjer. Alligevel tog han i gymnasiet efter folkeskolen.

- Jeg havde egentlig et fint karaktergennemsnit i folkeskolen, og så lå det jo lidt i det, at man skulle læse videre. Det er jo også sådan, at hvis de fleste af ens venner gør noget, er det nemt at gøre det samme, siger han.

Han mener ikke, at man som ældre elev i folkeskolen får særligt meget information om eller inspiration til at søge ind på en erhvervsuddannelse.

- Man brugte jo nok 70 procent af tiden på at fortælle om alle de gymnasiale uddannelser. Der blev også gået ret let hen over alle de forskellige typer uddannelser. Man er jo nødt til at få nogle inspirerende typer ud, der kan fortælle om alle de muligheder, der er. Der er jo mange andre muligheder end tømrer, der nok er den mest udbredte erhvervsuddannelse, siger Thor Kobberup.

Job hos Carlsberg

I sit sabbatår fik han et job som sælger hos Carlsberg. Her havde han meget kontakt med firmaets chauffører, og det kickstartede en lyst til selv at sidde bag rattet.

- Jeg kunne bare mærke, at jeg skulle have stort kørekort og prøve kræfter med selv at køre, siger Thor Kobberup.

Som sagt så gjort, og i sommeren 2023 blev han uddannet fra vejgodstransportuddannelsen. Nu skal han have tilbagelagt nogle kilometer. På sigt overvejer han dog at videreuddanne sig indenfor branchen.

- Måske skal det være disponent, men det har jeg ikke besluttet mig for endnu. Der er masser af muligheder for at videreuddanne sig indenfor branchen. Man skal jo sagtens have store planer, selvom man tager en erhvervsuddannelse.

Han oplever, at mange har fordomme om livet som lastbilchauffør. For eksempel at man skal arbejde solen sort og ikke har tid til at have en normal hverdag ved siden af.

- Sådan er det måske nogle steder, men du kan sagtens finde jobs, hvor det ikke er sådan. Jeg spiller selv fodbold tre gange om ugen og har en kæreste, siger Thor Kobberup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste