Billede beskrivelse

Svend Brinkmann opfordrer Frederikshavn til at tænke bedre i en travl verden

08. oktober 2024 kl. 11.02

FREDERIKSHAVN: FOA Frederikshavn og Frederikshavn Teaterforening har i fællesskab arrangeret et foredrag, som mange har efterspurgt i området, udtaler René Johansen fra FOA og Lilly Pedersen fra Teaterforeningen.

Arrangementet finder sted den 4. november 2025 fra kl. 18.30 til 20.00 på Frederikshavn Gymnasium, hvor der er glæde over at kunne byde velkommen. 

- Det er en stor glæde at kunne præsentere psykologiprofessor og forsker ved Aalborg Universitet, Svend Brinkmann, som vil holde sit nyeste foredrag med titlen "Tænk", lyder det fra arrangørerne. 

Foredraget er en opfordring til at forsvare det tankefulde liv i en tid præget af tankeløshed. Budskabet er, at vi skal lære at tænke bedre, ikke nødvendigvis mindre – en inspirerende aften med plads til refleksion venter.

Hvornår har vi egentlig tid til at tænke?

Homo sapiens betyder ‘det tænkende menneske’, og siden antikken har filosoffer understreget vigtigheden af frihed og evnen til at tænke som nøglen til et lykkeligt liv. 

Selvom vi som mennesker har potentialet til at tænke både dybt og kritisk, er det sjældent, vi får tid og ro til det i vores moderne accelerationssamfund. Vi skal hele tiden producere, forbruge og optimere, mens vi konstant overvældes af indtryk fra medier, reklamer og sociale medier. Spørgsmålet er derfor: Hvornår kan vi egentlig tænke?

Tænk bedre

I dag søger mange mod østlige traditioner som meditation og mindfulness, hvor fokus er på at være til stede og tænke mindre. Men Svend Brinkmann præsenterer i stedet mulighederne i den vestlige filosofiske tradition, hvor det at tænke bedre ses som en nøgle til et godt liv.

Foredraget tager udgangspunkt i Svend Brinkmanns seneste bog, "Tænk", og der vil være mulighed for at købe bogen og få den signeret efter arrangementet.

Der er stor forventning til arrangementet, og med maksimalt 400 pladser forventes billetterne hurtigt udsolgt. 

- Selvom vi er ude i god tid, ved vi, at der vil være stor efterspørgsel, så vi glæder os til at mødes til "Tænk" og blive inspireret til at skabe tid og rum til at tænke – både for os selv og andre, slutter de to arrangører.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste