White Hawks lider smertefuldt nederlag i jævnbyrdig kvartfinale

Der var underholdning for alle pengene, da Frederikshavn White Hawks og Esbjerg Energy krydsede klinger - en skam, at tilskuerne ikke kunne være til stede i Nordjyske Bank Arena søndag eftermiddag

14. marts 2021 kl. 17.16
Opdateret kl. 19.26

ISHOCKEY: Frederikshavn White Hawks' drømme om videre avancement led søndag eftermiddag et stort knæk, da gæsterne fra Esbjerg Energy tog den anden sejr ud af to mulige i kvartfinaleserien.

I ishockeykampen, som endte 4-2 til gæsterne fra Sydvestjylland, var det netop Esbjerg Energy, som var foran tre gange undervejs i opgøret.

En intens og jævnbyrdig affære blev udfaldet på de tre gange 20 minutters spil i Nordjyske Bank Arena, hvor der også opstod flere tumultariske episoder.

Se alle billederne fra opgøret nederst i artiklen.

Scenen var sat til det vigtige andet opgør i kvartfinaleserien mellem Frederikshavn White Hawks og Energy, da det hele begyndte med bragende intensitet, hvor flere spillere faldt på isen i løbet af kampens første få minutter.

Stemningen var næsten hadsk mellem de to hold, og den kunne mærkes og høres helt oppe på tilskuerpladserne. Det er nemt at forestille sig, hvordan hele arenaen ville have kogt, såfremt tilskuerne havde fået adgang til kampen som under normale omstændigheder.

Efter seks minutter af første periode kom Esbjerg ENERGY foran i kampen. Det var udeholdets Andreas Grundtvig, der kom frem til en stor mulighed og fornemt udnyttede denne med et køligt slag til pucken.

Fem minutter før slutningen af første periode, begyndte Kim Larsens 'Vi er dem' at runge i Nordjyske Bank Arena. Det skyldtes, at Frederikshavn White Hawks udlignede til 1-1 i form af Sebastian Brinkmann, der fra en skarp vinkel udplacerede Mads Søgaard i Esbjerg-målet.

Kort efter måtte spillet afbrydes, da der opstod tumult lige ud for Esbjerg-bænken. Resultatet blev udvisning til henholdsvis Frederikshavns wing Mathias Mølgaard og Esbjerg-forwarden Christian Wejse. Førstnævnte blev udvist for cross-checking, mens Wejse røg ud grundet elbowing.

Det var et Esbjerg-mandskab, der skudmæssigt var stærkt overlegne i løbet af første periode. Således endte studstatistikken på 15-6 i vestjydernes favør i kampens indledende 20 minutter.

Akkurat som i første periode, skulle Esbjerg Energy også blot bruge få minutter på at bringe sig foran i anden periode.

Fem minutter inde i anden periode havde Christian Wejse placeret sig tæt på Frederikshavn-målvogter Filip Larsson, og det var en klog beslutning. Temmelig uhindret kunne han nemlig sende pucken i nettet til endnu en føring til esbjergenserne.

White Hawks kom herefter noget bedre med i opgøret, hvor de med flere skud på Mads Søgaard fra Esbjerg Energy forsøgte at spille sig tilbage i kampen.

Herefter blev det - efter nogle intense minutter - lidt mere stillestående igen.

Lige indtil, at en White Hawks-spiler blev tacklet i gulvet. Så gik bølgerne igen højt omkring Esbjerg-bænken, hvor en halv snes spillere involverede sig i et stort slagsmål.

White Hawks forsøgte at sætte sig på spillet, ved at fokusere tungt på offensiven. Det gav muligheder for kontrastød den anden vej, og tre minutter før pausen fik udeholdet tildelt et straffeslag efter netop sådan et.

Christian Wejse havde mulighed for at bringe Esbjerg Energy yderligere i front, men det formåede han ikke, da straffeslaget blev reddet af Filip Larsson i White Hawks' mål.

Efter blot fem minutters spil udlignede White Hawks efter en række tilfældigheder, hvor Radim Piroutek langsomt snøvlede den ind i nettet til stillingen 2-2. Det vakte stor glæde hos frederikshavnerne, der nu havde formået at leve sig tilbage i opgøret. Efter et par minutters videogennemsyn hos dommerparret blev scoringen da også endelig godkendt.

Glæden kom dog ikke til at vare hele kampen, for med seks minutter tilbage af tredje periode bragte Esbjerg Energy sig for tredje gang foran i kampen. Det var vestjydernes Charles Corcoran, som stod for scoringen.

Frederikshavn White Hawks besluttede sig for at foretage en time-out kort før slutfløjtet på tredje periode.

Mod slutningen af tredje periode besluttede White Hawks også for at spille uden Filip Larsson i målet. Svenskeren blev i stedet erstattet af en markspiller. Og så kunne Esbjerg Energy altså lukke kampen med scoringen til 4-2, da der blev skudt på et helt tomt mål.

Flere scoringer kom der ikke i en underholdende kamp, som velsagtens kunne være gået begge veje.

Frederikshavn - Esbjerg

Frederikshavn - Esbjerg 2-4 (1-1, 0-1, 1-2)

Mål: 0-1 Andreas Grundtvig (06.02), 1-1 Sebastian Brinkmann (14.47), 1-2 Christian Wejse (24.05), 2-2 Radim Piroutek (44.39), 2-3 Charlie Corcoran (53.53), 2-4 Rasmus Bjerrum (59.52)

Udvisninger: Frederikshavn 11x2 minutter, Esbjerg 4x2 minutter

Næste kamp finder sted tirsdag 17.50 i Granly Hockey Arena i Esbjerg.

Se alle billederne herunder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste