Billede beskrivelse

White Hawks holdt målfest

Frederikshavn White Hawks er ikke helt stækket trods skaden til Alexander Bumagin

02. marts 2021 kl. 21.03
Opdateret 12. maj 2022 kl. 15.35

ISHOCKEY: Tidligere på dagen havde de fået den kedelige nyhed om, at den russiske stjernespiller Alexander Bumagin på grund af en knæskade ikke kommer i kamp mere i denne sæson, men tirsdag aften fik Frederikshavn White Hawks bevist, at man også har andre strenge at spille på.

Hjemme i Nordjyske Bank Arena blev det således til en sejr på hele 6-1 over Herlev. Sejren rokker dog ikke ved, at høgene ser ud til at ende på sjettepladsen i grundspillet. Før de sidste tre spillerunder er der fortsat fire point op til SønderjyskE på femtepladsen.

Frederikshavn White Hawks - Herlev Eagles 6-1

Periodecifre: 2-0, 2-1, 2-0

Mål: 1-0 Elias Ulander (11.28), 2-0 Nikolaj Krag Christensen (19.01), 3-0 Jesper Jensen (32.24), 3-1 Magnus Molge (33.06), 4-1 Justin Shugg (38.55), 5-1 Lucas Andersen (41.17), 6-1 Gorm Topholt (41.39)

Udvisninger: Frederikshavn White Hawks 5x2 minutter, Herlev 6x2 minutter

I kampens indledning havde Frederikshavn White Hawks ellers problemer med bare at få pucken ud af egen zone, og værterne gjorde det heller ikke nemmere for sig selv, da udvisninger til Lucas Andersen og Rasmus Søndergaard gav over halvandet minut i tre mod fem.

Målmand Filip Larsson fik dog sammen med sine tre holdkammerater redet stormen af, og derfra kom White Hawks langt bedre med.

Det gav også et føringsmål godt halvvejs inde i første periode, da Gorm Topholt serverede pucken for Elias Ulander, og tæt under mål kunne den nytilkomne finske back score sit første mål i White Hawks-trøjen.

Siden missede Thomas Søndergaard en pæn mulighed tæt under mål, men et minut før første periodes udløb fordoblede Nikolaj Krag Christensen hjemmeholdets føring.

Forwardens første forsøg blev ellers reddet, men han var selv hurtigst over returen, og denne gang kunne Herlev-målmanden ikke gøre noget.

Godt fire minutter inde i anden periode burde de sjællandske gæster dog have reduceret. Joseph Jonsson fik en stor chance alene med Filip Larsson, men Herlev-forwarden bankede pucken et godt stykke over White Hawks-målet.

Midtvejs i perioden gav et par unødvendige udvisninger Frederikshavn White Hawks en periode på mere end et minut med to spillere i undertal, men heller ikke denne gang formåede Herlev at udnytte fordelen.

Da White Hawks var blevet fire mod fem, chippede Gorm Topholt i stedet pucken frem til Jesper Jensen, der fra midten af banen havde frit løb mod mål, og så gjorde White Hawks-kaptajnen det sikkert til 3-0.

Mindre end et minut senere var hjemmeholdets føring dog igen nede på to mål. White Hawks fik ikke ryddet op foran eget mål, og det udnyttede gæsternes Magnus Molge til at prikke den løse puck i mål.

Godt og vel et minut før anden periodes udløb fik White Hawks dog øget føringen igen. Justin Shugg forsøgte sig med en afslutning næsten ude fra blå linje, og pucken strøg forbi og venner og fjender og ind bag en Herlev-målmand, der burde have gjort det bedre.

Skulle der være mere tvivl om udfaldet, fjernede hjemmeholdet den straks fra tredje periodes begyndelse. Først prikkede Lucas Andersen pucken det sidste stykke over målstregen efter et stolpeskud fra Christopher Frederiksen, og 22 sekunder senere gjorde Gorm Topholt det til tenniscifrene 6-1.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste