Billede beskrivelse

Vendsyssel varmede op til lokalopgør med storsejr

Rødovre blev sendt hjem fra Syvsten med stort nederlag

30. oktober 2021 kl. 16.59
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16.03

HÅNDBOLD: Vendsyssel Håndbold hentede lørdag to sikre point i kvindernes 1. division, da bundholdet Rødovre blev sendt hjem fra Syvsten med en øretæve på 33-17.

Sejren betyder, at Vendsyssel Håndbold går forbi lokalrivalerne EH Aalborg i tabellen og nu er oppe på femtepladsen.

Vendelboerne satte sig tungt på lørdagens kamp fra start. Der gik små seks minutter, inden gæsterne fik scoret første gang, og da havde hjemmeholdet allerede scoret tre gange.

Ved pausen førte Vendsyssel 13-6, og i anden halvleg blev ydmygelsen af de sjællandske gæster bare total. Christina Pedersen førte an i Vendsyssel Håndbolds målfest og blev topscorer med sine 12 mål.

Næste opgave for Vendsyssel Håndbold er fredagens lokalopgør mod EH Aalborg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste