Tidlig nordjysk styrkeprøve på isen: Fantastisk at spille for tilskuere igen
Se aftenens kamp mellem Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks direkte på nordjyske.dk
ISHOCKEY: De to nordjyske ishockeymandskaber har været på is i omkring en uge, inden de onsdag aften tørner sammen i sæsonens første træningskamp.
Aalborg Pirates har hjemmebane mod Frederikshavn White Hawks i et opgør i Bentax Isarena, hvor tilskuerne omsider får lov at komme til ishockey igen. Dem, der ikke kan være i hallen, kan desuden se kampen direkte på nordjyske.dk.
Sportsredaktør Claus Jensen og den tidligere Aalborg- og Frederikshavn-assistent Frederik Åkesson kommenterer fra kl. 19.
Metal Ligaen begynder først om en måned, så ingen af de to mandskaber er dog helt på plads endnu.
- Vi kan desværre ikke have alle vores nye udenlandske spillere med, fordi vi venter på arbejdstilladelserne. Derfor kommer vi til at spille med lidt andre kæder, end når sæsonen starter. Men det bliver fantastisk at skulle spille for vores fans igen, siger Aalborg Pirates’ cheftræner Garth Murray, der melder det mest prominente nye navn, Patrick Bjorkstrand, klar til kamp.
Frederikshavn kan heller ikke råde over et fuldt hold endnu.
- Vi stiller kun op med én af vores udenlandske spillere, så vi er nok ikke helt klar. Vi stiller med et næsten dansk hold og giver samtidig nogle af de helt unge chancen, men alle glæder sig, for det er sjovere at spille kamp end at træne, påpeger cheftræner Jari Pasanen.
Målmand Tadeas Galansky er netop blevet far og får lov at vente lidt med at få comeback hos Frederikshavn White Hawks.