Sport

Se billederne: Ny målmand skudt i sænk, da Frederikshavn fik nye klø

White Hawks tabte for fjerde kamp i træk i Metal Ligaen i ishockey og virker helt vingeskudte for tiden

26. januar 2021 kl. 21:29

ISHOCKEY: Det kan godt være, at Frederikshavn White Hawks vandt skudstatistikken, da de tirsdag aften havde besøg af Rungsted i Metal Ligaen, men nordjyderne skød med løst krudt.

Det gæstende tophold, der i weekenden slog nordjyderne 6-1 hjemme i Hørsholm, storsejrede denne gang 9-3, og den nye lejesvend i målet, Filip Larsson, fik dermed en skidt debut.

Se billederne fra kampen nederst i artiklen

Svenskeren, der er hentet i den næstbedste nordamerikanske AHL-række, blev forståeligt pillet ud efter de to første perioder, da stillingen var 2-6, og erstattet af Mathias Seldrup. Sidstnævnte kunne dog ikke forhindre gæsterne i at føje yderligere spot til skade i 3. periode.

Rungsteds tophold i Metal Ligaen skød måske ikke så meget på mål, som hjemmeholdet, men de var hurtigere på skøjterne og voldsomt skarpe, når de fik chancen. Sejren kunne der derfor ikke pilles ved.

Nederlaget var Frederikshavns fjerde i træk, og målscoren i de opgør er så negativ som 6-25. I tabellen ser Jari Pasanens mandskab ud til at være strandet på sjettepladsen. Hvis den nuværende stilling holder, betydet det, at de nordjyske rivaler fra Aalborg Pirates bliver modstanderen i kvartfinaleserien.

Kampfakta

Frederikshavn White Hawks - Rungsted Seier Capital 3-9

Periodecifre: 1-3, 1-3, 1-3

Mål: 0-1 Rasmus Andersson (02.19), 0-2 William Madsen (10.23), 1-2 Jesper Jensen (17.35), 1-3 Alex Wideman (19.52), 1-4 Morten Jensen (22.37), 2-4 Radim Piroutek (28.56), 2-5 Marcus Olsson (30.28), 2-6 Marcus Olsson (39.29), 2-7 Nikolaj Rosenthal (48.51), 3-7 Nikolaj Krag Christensen (49.36), 3-8 Alex Wideman (50.44), 3-9 Alex Wideman (58.17)

Udvisninger: Fr.havn 4x2 min og 1x10 min, Rungsted 2x3 min.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu