Vildt comeback i lokal gyser
Aalborg Pirates leverede et stærkt comeback, da man vendte 2-4 til en sejr på 5-4 efter straffeslag mod Frederikshavn White Hawks
ISHOCKEY: Allerede inden nytårsbraget mellem Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates stod det klart, at det på sin vis ville blive en fuser, da kampen blev spillet for tomme tribuner.
De manglende fans gjorde det til en på mange måder kold fornøjelse at være til ishockey i Nordjyske Bank Arena.
Den første af de to traditionsrige nytårskampe blev indledt bedst fra hjemmeholdets side. Der blev virkelig skøjtet igennem, men Aalborg Pirates fandt dog ret hurtigt fodfæste, hvilket afstedkom en jævnbyrdig, men chancefattig 1. periode.
Se billeder fra kampen nederst i artiklen
White Hawks fik kampens første powerplay, men det blev forvaltet skidt, og det var Pirates, der i løbet af de to minutter var tættest på at score.
Rent defensivt havde hjemmeholdet nogenlunde styr på ligaens bedste offensiv. Frederikshavn gav stort set ingen store chancer væk. Omvendt var der en enkelt gang brug for en klasseredning fra Frederik Søgaard, der afløste en fraværende George Sørensen i Pirates-målet.
Jesper Jensen fik en breakaway, som Søgaard dog fik afværget. Jensen var dog ikke færdig med at gøre opmærksom på sig selv og sin imponerende fart.
Frederikshavns Lucas Andersen røg ud i to minutter for en hooking, men igen var det holdet i undertal, der gjorde det bedst. Aalborg spillede sig ellers frem til et par fine chancer, men pludselig var der fri bane til Jesper Jensen, der skøjtede fra alle piraterne og satte pucken op i det ene målhjørne.
Frederikshavn White Hawks - Aalborg Pirates 4-5 (e.s)
Periodecifre: 1-0, 1-2, 2-2
Mål: 1-0 Jesper Jensen (18.40), 1-1 Stephen Anderson (24.13), 2-1 Mark Mcneill (30.09), 2-2 Kirill Kabanov (38.37) 3-2 Mads Larsen (47.48), 4-2 Mark Mcneill (51.52), 4-3 Patrick Bjorkstrand (52.36), 4-4 Julian Jakobsen (58.45)
Udvisningsminutter: Frederikshavn 6, Aalborg 8
Da spillerne entrede isen til 2. periode, var spørgsmålet, om piratskibet fortsat skød med løst krudt, som det havde været tilfældet i de første 20 minutter.
Umiddelbart så det ud til, at Garth Murray havde været en tur i thansen i periodepausen og købe lidt nytårskrudt, for der var flere skud i Pirates i de midterste 20 minutter.
Lidt ud af ingenting fik Stephen Anderson udlignet til 1-1, da han var hurtigt over en puck foran mål. Bedst som det så ud til, at Pirates kunne overtaget kontrollen med kampen, slog White Hawks til.
I en situation, hvor der var en afventende udvisning til Lasse Bo Knudsen, endte Mark Mcneil med at banke pucken ind mod en træt Pirates-defensiv. For at det ikke skal være løgn, røg Lasse Bo Knudsen alligevel i straffeboksen, da han åbenbart havde forbrudt sig mod en White Hawks-spiller i ikke bare et, men hele to tilfælde.
Det efterfølgende powerplay ødelagde White Hawks for sig selv, da man relativt hurtigt fik udvist Christopher Frederiksen.
Kampbilledet var i denne del af kampen lige efter White Hawks-træner Jari Pasanens smag. Hjemmeholdet virkede atter til at have kampen helt under kontrol, mens Pirates havde svært ved at finde de offensive muligheder mod en meget solid White Hawks-defensiv.
Men ud af ingenting fik piraterne udlignet, da Julian Jakobsen og Kirill Kabanov fandt hinanden. Med en smart pasning fra Jakobsen og en ligeså flot afslutning fra Kabanov fik Pirates udlignet, så stillingen inden 3. periode var 2-2.
De sidste 20 minutter blev indledt bedst af gæsterne, men det var hjemmeholdet, der kom på sporet af en sejr, da Mads Larsen resolut bankede pucken i mål fra blå linje til 3-2. Det lignede for alvor en sejr til Frederikshavn, da Mark Mcneill gjorde det til 4-2 for hjemmeholdet med under 10 minutter tilbage af kampen.
Der gik imidlertid ikke mange sekunder fra 4-2-scoringen til kampens syvende scoring, der var en reducering fra Pirates' Patrick Bjorkstrand.
Efterfølgende blev der dømt skydetelt fra piraternes side. Det ene skud efter det andet blev sendt afsted mod Mathias Seldrup i White Hawks-målet, men de fleste forsøg var ganske harmløse, så da Pirates-keeper Frederik Søgaard skøjtede ud med to minutter tilbage af kampen, lignede det en hjemmesejr.
Nikolaj Carstensen fik sendt et skud afsted fra blå linje, og Julian Jakobsen fik staven på, så det lige netop snød Seldrup i Frederikshavn-målet. Med et minut og 15 sekunder tilbage af kampen havde Pirates med andre ord spillet sig tilbage på omgangshøjde stik mod udviklingen i de første 50 minutter.
I de fem efterfølgende overtidsminutter var det klart Pirates, der dominerede, men White Hawks var også farlig, når man gæstede piraternes zone. Meget passende for den spændende forestilling skulle afgørelsen findes efter straffeslag.
Her blev Patrick Bjorkstrand den store helt, da han var eneste mand, der scorede i straffeslagskonkurrencen. Til alt held for White Hawks er der mulighed for revanche allerede torsdag aften, når der er andendagsgilde i Sparekassen Danmark Isarena.