Billede beskrivelse

Jan Ø. Jørgensen om sin nye rolle: - Bare jeg ikke skal på banen, for det begynder at knibe

Han har flyttet sig fra banen til sidelinjen - men fremover vil han stadig være at finde hos Vendsyssel Elite Badminton

17. marts 2021 kl. 16.03

BADMINTON: Tirsdag blev det offentliggjort, at Jan Ø. Jørgensen fortsætter hos Vendsyssel Elite Badminton - dog som assistenttræner i stedet for spiller.

Bevægelserne er nemlig ikke, hvad de har været for den tidligere mangedobbelte DM-vinder, som derfor besluttede sig for at tage den hårde beslutning sidste sommer. Han stoppede sin aktive karriere som badmintonspiller.

- Det føles naturligt (at fortsætte i rollen som assistenttræner, red.), for jeg har allerede involveret mig en del i de her ting som spiller. Det bliver ikke den store omvæltning. Bare jeg ikke skal på banen, for det begynder at knibe!, lyder det fra Jan Ø. Jørgensen, der efterhånden har rundet de 33 år.

Se også
Nordjysk badminton-koryfæ skal hjælpe stortalentet Magnus fra Brønderslev til verdenstoppen

Dengang var han på kontrakt hos Vendsyssel Elite Badminton, og det er han stadig.

- Jeg skal så meget som muligt være med omkring bag holdet. Selvom man ikke lægger så meget mærke til det, foregår der rigtig mange ting bag kulisserne. Jeg håber, jeg kan bidrage med en masse ting i den forberedende del af spillet, hvor jeg kan hjælpe med alle de taktiske ting, siger Jan Ø. Jørgensen om sin nye rolle.

Samtidig med præsentationen af Jan Ø. Jørgensen som klubbens nye assistenttræner, kunne Vendsyssel Elite Badminton samtidig fortælle omverdenen, at man også har sikret sig det 19-årige stortalent, Magnus Johannesen, fra Aalborg Triton.

En spiller, som Jan Ø. Jørgensen glæder sig til at oplære.

- Han har allerede vist nogle ting, som gør ham rigtig spændende. Jeg synes, han er rigtig moden af sin alder at være, og jeg glæder mig til at følge med på sidelinjen, for Magnus' primære hverdag kommer til at være i Brøndby, siger den pensionerede badmintonspiller.

Vendsyssel Elite Badminton - der i daglig tale omtales som VEB - vandt i februar grundspillet og slog sig således fast som en bestanddel af toppen i den danske badmintonverden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste