Billede beskrivelse

Frederikshavns høge rettede vingerne: Chokstart og flot comeback

Efter en sløj periode leverede nordjyderne et solidt stykke arbejde i tirsdagens Metal Liga-opgør mod Esbjerg Energy

14. december 2021 kl. 20.19

ISHOCKEY: Efter tre nederlag i træk i Metal Ligaen fik Frederikshavn White Hawks tirsdag aften effektivt stoppet nedturen.

Foran 1017 tilskuere slog de Esbjerg Energy så klart som 4-0, og dermed forsvarede frederikshavnerne fjerdepladsen i grundspillet, hvor de nu er otte point foran netop Esbjerg.

Vestjyderne er normalt et af ligaens mest scorende mandskaber, men Tadeas Galansky, der gjorde comeback i Frederikshavns mål efter en længere skadespause, storspillede.

White Hawks-sejren kunne der dog ikke pilles spor ved. De vandt skudstatistikken så klart som 35-18 og grundlagde sejren indenfor kampens første halvandet minut.

Frederikshavn White Hawks - Esbjerg Energy 4-0

Periodecifre: 2-0, 1-0, 1-0

Mål: 1-0 Aleksi Halme (0.50), 2-0 Lucas Andersen (1.29), 3-0 Kirils Galoha (27.11), 4-0 Aleksi Halme (59.21)

Udvisninger: Frederikshavn 3x2 min., Esbjerg 5x2 min.

Tilskuere: 1017

Efter bare 50 sekunder skar Aleksi Halme centralt gennem Esbjergs zone og udplacerede målmand Thomas Lilie til 1-0, og bare 39 sekunder senere blafrede nettet igen. En Esbjerg-back tabet pucken bag eget mål, og det kunne Lucas Andersen udnytte til at score til 2-0.

Det var også stillingen efter 1. periode, og selvom Esbjerg siden kom lidt bedre med, var nordjyderne stadig bedst. Det blev 3-0 knap halvvejs gennem kampen, da Mads Falborg Iversens trækskud blev styret i nettet af Kirils Galoha foran mål.

I 3. periode forsøgte Esbjerg at kaste alt over bord for at komme tilbage i kampen, men Tadeas Galansky nægtede at kapitulere i målet. I stedet scorede Aleksi Halme til 4-0 i tomt net kort før tid - uselvisk serveret af Mark McNeill. Esbjerg-bænken tog en challenge i håb om en offside-kendelse i opspillet - men uden held.

Frederikshavn White Hawks skal i kamp igen på torsdag, hvor turen går til Odense.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste