Foto: Henrik Louis
Sport

Fornyet håb: Cheftræner kan se vejen ud af mørket i Vendsyssel Håndbold

Vendsyssel Håndbold indtager fortsat bundplaceringen i Bambusa Kvindeligaen. Men overlevelseschancerne steg betragteligt efter onsdagens vigtige sejr

20. januar 2021 kl. 21:55

HÅNDBOLD: Sæsonens første ligasejr til Vendsyssel Håndbold kom onsdag, da vendelboerne slog deres direkte nedrykningsrivaler i form af Skanderborg Håndbold.

Dermed hentede cheftræner Thomas Kjær og tropperne meget mere end to point til tabellen i Bambusa Kvindeligaen, hvor klubnavnet er at finde nederst.

- Det betyder mere end point. Vi kommer til at knokle endnu hårdere og tro mere på os selv og det, vi gør i det daglige. Det skal skinne igennem i kampene, siger træneren.

Sejren kom, selvom vendelboernes første mål først faldt efter knap fem minutter.

- Vi fik ikke den bedste start. Jeg ved ikke, om det var nerver eller disciplin. Men derfra kæmpede pigerne. Vi var klogere, ville det mere og spillede bedre. Holdet holdt hovedet koldt i to halvlege, hvilket er tæt på den første gang i sæsonen. Vi kan forhåbentligt bygge videre på det her, tilføjer Thomas Kjær efter sejren.

Nu er der tre point op til Skanderborg som tætteste hold i tabellen. Dermed er der også meget mere at kæmpe for i den resterende del af sæsonen.

- Vi skal jo som minimum hente to sejre mere, uden Skanderborg får nogen. Det har jeg en større tro på, at vi gør. I min tid i Vendsyssel har vi ikke trænet bedre end nu. Holder pigerne gang i det, har jeg en tro på, at vi kan flytte os og finde de point, siger Thomas Kjær.

Søndag kommer Holstebro til Syvsten, og det markerer første chance på at følge op den altafgørende sejr.

- Hvis vi rammer topniveau, kan vi presse dem. De er et bedre hold end Skanderborg, men på vores hjemmebane i vante omgivelser kan vi måske kyse dem på nogle ting, så kampen bliver spændende, siger Thomas Kjær.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu