Billede beskrivelse

Blodig exit mod Aalborg Pirates: Sådan har Frederikshavn-spiller det i dag

Lucas Andersen efterlod sig et langt blodspor, da han blev ramt af en puck i træningskamp mod lokalrivalerne

19. august 2021 kl. 08.15
Opdateret 02. februar 2023 kl. 13.43

ISHOCKEY: Det så dramatisk ud, da Lucas Andersen fra Frederikshavn White Hawks for nylig skøjtede fra isen midt under kampen mod lokalrivalerne fra Aalborg Pirates.

Han trak et langt blodspor efter sig, men trods en voldsom blødning, var situationen hurtigt under kontrol.

- Han fik en flænge i fingeren, som blødte meget, så han fik to sting under kampen. Han var selvfølgelig lidt øm i nogle dage, men han kan skøjte og træner allerede med igen, fortæller cheftræner i Frederikshavn White Hawks, Jari Pasanen.

Han kan fortælle om en næsten skadesfri trup, men alligevel har holdet langt fra været fuldtalligt.

- Vi har ikke nogle seriøse skader, men vi har haft syv mand, som har været med landsholdet, så det har gjort træningen svær. De kommer dog tilbage fredag og træner med inden testkampen lørdag mod Herning, fortæller han.

For én Frederikshavn-spiller er fremtidsudsigterne dog stadig usikre.

- Vi har selvfølgelig stadig Alexander Bumagin, der lige er blevet opereret. Vi ved ikke, hvor længe han er ude. Han skal bruge noget tid og fokusere på at få det bedre, pointerer Jari Pasanen.

White Hawks indleder sæsonen i Metal Ligaen onsdag 8. september på udebane mod Herlev Eagles.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste