Spejlglatte veje gav kaos - taxa med børnehavebørn røg i grøften
Bilister blev overrasket af spejlglatte veje
VENDSYSSEL: Spejlglatte veje overraskede mange bilister tirsdag morgen i Vendsyssel. På Aalborgvej syd for Hjørring gik det galt for en taxa, der efter en opbremsning snittede en forankørende og gled i grøften. I taxaen var der to børnehavebørn, men heldigvis kom ingen til skade.
Bilisterne kunne konstatere, at der var et lag is på vejen formentlig som følge af lave temperaturer og en del fastkørt sne.
Men vintertjenesten havde været i gang som de skulle tirsdag morgen, fastslår leder af Park og Vej i Hjørring Kommune, Tonny Pedersen:
- Vi har været ude og salte og rydde som vi skal, men det er ingen garanti for, at der ikke kan være glat. Der er faldet en del sne, som er kørt fast, og så er der nok også stadig en del, der kører på sommerdæk, siger Tonny Pedersen.

Der var tirsdag morgen også meldinger om såkaldt "sort is" på motorvejene i Vendsyssel. Det er vand, der fryser og bliver til et usynligt lag is på vejbanen. Motorvejene og flere af de større hovedveje - blandt andet Løkkensvej mellem Løkken og Hjørring er statens ansvar.
Tonny Pedersen har tidligere oplyst til Nordjyske, at der i Hjørring Kommune er afsat cirka 16 millioner kroner til vintertjenesten i 2022. Indtil videre er der i årets løb brugt ni millioner kroner.
Men et enkelt døgn med hele sneberedskabet i sving kan koste op mod en million kroner.
I Frederikshavn Kommune var der tirsdag morgen lidt højere temperaturer og her gled morgentrafikken problemfrit, oplyser Tommy Rise, der er centerchef ved Center for Ejendomme, Park og Vej i Frederikshavn Kommune.
Rolig morgen hos beredskabet
Trods det faktum, at snefaldet flere steder i Vendsyssel har været ret markant, så har man ikke hos Nordjyllands Beredskab haft specielt travlt.
- Vi har faktisk overhovedet ikke haft nogen udfordringer med vejret. Der har ikke været et eneste udkald for os. Så det er vi glade og tilfredse med, fortæller chefvagt Jan Nedza.
Nordjyllands Beredskab rykker ud, hvis der eksempelvis er fastklemte personer ved en trafikulykke. Og så galt er det altså tilsyneladende ikke gået.
Heller ikke hos Falck har man oplevet øget aktivitet som følge af vejrliget. Fra Falcks pressetjeneste er meldingen, at snevejret ikke har givet mere travlhed end på en normal dag i Vendsyssel.