Thomas Luca Andreasen overtager fra nytår det traditionsrige Hotel Strandly i Skagen.
Livet her

Skagen-hotel med mere end 100 års historie får nye ejere

Nye ejere har masser af planer for traditionsrigt hotel

10. november 2022 kl. 08:50

SKAGEN: Fra nytår kommer der nye ejere af et af de helt gamle hoteller i Skagen.

1. januar 2023 er der nemlig nøgleskifte på Hotel Strandly i Skagen. Her overtages det 117 år gamle hotel af Thomas Luca Andreasen og Kim Andreasen.

De har købt det familiedrevne hotel af Grete Jensen, der har ejet hotellet siden 1986.

Thomas Luca Andreasen har gennem de seneste syv år stået i spidsen for Brøndums Hotel, men nu ser han frem til at overtage nøglerne til Hotel Strandly.

- Jeg kan næsten ikke vente på at komme i gang og glæder mig utroligt meget, siger han i en pressemeddelelse.

I samme pressemeddelelse benytter Grete Jensen lejligheden til at takke for den nærmest familiære kontakt, der har været til stedets trofaste gæster.

- De nye ejere ønskes alt muligt held og lykke, og jeg sætter stor pris på, at det er Thomas, der skal drive hotellet videre. Det er spændende og udfordrende at være hotelejer, og der er aldrig to dage, der er ens, siger Grete Jensen.

Den kommende tid skal for Thomas Andreasen bruges på at lære hotellet, personalet, arbejdsgangene og gæsterne endnu bedre at kende. Alt dette foregår i tæt samarbejde med den tidligere ejer og familie, så overgangen sker bedst muligt.

- Vi ønsker at bevare, videreføre og udvikle det lokalt forankrede hotel, hvor naturen, omgivelserne, historien og nærmiljøet skal tages med ind, siger Thomas Luca Andreasen.

- Jeg har mange idéer til forbedringer af hotellet, og den kommende tid skal bruges til at indrette og renovere hotellet, så den rette atmosfære skabes.

- Vi ser et stort potentiale i at udvide sæsonerne og tilbyde ophold af forskellige slags. Strandly er en perle, som fortjener at få mere eksponering og fokus, siger Thomas Luca Andreasen.

Hotel Strandly ligger i bydelen Østerby - blot 200 meter fra Skagen Sønderstrand.

Annonceret indhold

Nyeste