Velkendte ansigter vender tilbage til tøjbutik
Det er erfarne kræfter, faktisk lutter førstemænd, der gør klar til julehandelen hos Mr Klaus Johansen i Frederikshavn.
Den første mand er naturligvis Mr himself, Klaus Johansen, og han har fået ny førstemand i Gert Skovbo Jensen, som var hans allerførste elev i 2005. Gert Skovbo Jensen har, siden han forlod Mr-butikken, arbejdet i andre butikker samt i en årrække på slagteriet i Sæby. Nu er han tilbage i tøjbranchen som førstemand hos sin gamle læremester.
En anden af Klaus Johansens førstemænd, René Jensen, vender også tilbage til butikken i gågaden. Dog i en helt anderledes funktion. René Jensen er nemlig ved at uddanne sig til revisor og vil bruge en dag om ugen til at klare forretningens administration. Han vil dog også kunne opleves i forretningen, når der er ekstra travlt.
Dermed er tre førstemænd klar til at give den fuld gas med julehandelen hos Mr Klaus Johansen.