Billede beskrivelse

Thomas udstiller sin bronzekunst hos Leni

23. maj 2024 kl. 14.01

SÆBY: Går man på Fiskerstien langs åen nord for Sæby havn, fanger øjet uvægerligt den store fire meter høje bas, som tilsyneladende vokser op af jorden.

Værket er udført af billedhugger og grafiker Thomas Andersson i 1988. Skulpturen er udført i forhåndsrustet cortenstål, der er temperaturbestandigt, og ruster i mindre grad end andet stål.

36 år senere, den 18. maj, var Thomas Andersson på åstedet igen, for at holde fernisering på sin nye udstilling i Sæby Glaspusteri.

- Da Thomas’ værker komplementerer mit eget glasdesign rigtig fint, inviterede jeg ham til Sæby for at udstille sine underfundige og dramatiske værker, siger Leni Bille, der er indehaver af Sæby Glaspusteri.

Billede beskrivelse

I kombinationen af bronze og træ formår Thomas Andersson at få sine grovkornede bronzehoveder til at spille sammen med gamle tilvirkede massive tømmerstokke.

Selvom Thomas Anderssons værker har et rustikt udtryk, skal man ikke tage fejl af billedhuggerens sans for detaljerne.

Der har gennem mange års virke altid har været en ”rød tråd” i kunstnerens værker som er let genkendelige i deres udtryk.

Naturstenen, der er sikret med en omkransende jernring, med placering ved den tidligere skofabrik Brynje, Kjeldgaardsvej 2, (nu NBE Production) er ligeledes én af Thomas Anderssons værker fra slut 80’erne.

Billede beskrivelse

Thomas Andersson er uddannet på Det Jyske Kunstakademi og har undervist på Århus Kunstakademi i 25 år.

I dag arbejder han som selvstændig kunstner, hvor han driver den private kunstskole “Skulpturskolen”, i tilknytning til sit atelie og bronzestøberi, der er beliggende ca. tre kilometer nord for Skanderborg.

Udstillingen kan ses i Sæby Glaspusteri, Algade 46E, frem til udgangen af juni måned.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste