The Athlete’s Foot lukker efter kun fem måneder i Frederikshavn
Sneakers-forretningen The Athlete’s Foot, der slog dørene op i gågaden 3. marts, lukker igen 5. august.
Indehaver af butikken, Kasper Kristensen, der også driver Intersport i Frederikshavn, forklarer beslutningen om at lukke igen med, at forretningen i de første måneder har været stærkt udfordret på sortiment og levering, og da han ikke kan se en normalisering af leverancerne inden for nær fremtid, besluttede han at lukke igen.
- Hvis ikke vi kan have de helt rigtige varer på hylderne, er vi simpelthen ikke konkurrencedygtige, og det har knebet. Vi blev ellers særdeles godt modtaget af frederikshavnerne, og de to ansatte i butikken har gjort det godt. Vi har også haft varer, som har solgt rigtig godt, men vi har altså også måttet skuffe nogle kunder, fordi vi ikke har kunnet få de sneakers-modeller, de gerne ville have, siger Kasper Kristensen og fortsætter:
- Det har været en svær og tung beslutning. Heldigvis rammer lukningen ikke de ansatte, idet Maria stoppede for nogen tid siden efter eget ønske og Emma nu flytter til København. De seneste uger har jeg selv passet butikken. Men den fremtid, jeg kunne se ind i med The Athlete’s Foot, var simpelt hen for usikker. Derfor trækker jeg stikket.
De nordjyske sneakers-kunder må fremover tage turen helt til Kolding for at finde en The Athlete’s Foot-forretning. Men de kan lige nå ophørsudsalget i Frederikshavn.